Erhvervsmægler spår "et af de mest travle år på ejendomsmarkedet nogensinde"

Erhvervsmægleren Colliers har i år registreret ejendomshandler for 68 mia. kr., heraf alene 29 mia. kr. i tredje kvartal. To ud af tre handler i seneste kvartal blev foretaget af en udenlandsk investor.
Koncentons salg af denne Valby-ejendom til Orange Capital Partners er blandt de mange handler i tredje kvartal. | Foto: PR-visualisering
Koncentons salg af denne Valby-ejendom til Orange Capital Partners er blandt de mange handler i tredje kvartal. | Foto: PR-visualisering

Et stærkt tredje kvartal skubber 2021 op på foreløbig 68 mia. kr. i ejendomstransaktioner, oplyser erhvervsmægleren Colliers i en pressemeddelelse, hvor det slås fast, at "2021 kan gå hen og blive et af de mest travle år på ejendomsmarkedet nogensinde."

Der blev samlet handlet for 29 mia. kr. i tredje kvartal, som viste tydelig stigning i handelsvolumen i forhold til andet kvartal. Det store volumen blev både drevet af store enkelthandler og af et gunstigt marked, skriver Gregers Nytoft Rasmussen, der er analysechef hos Colliers.

"Stigningen er først og fremmest drevet af, at mange har et stort kapitalplaceringsbehov. Der er simpelthen en masse penge i markedet, som skal investeres. Danmark betragtes forsat som et sikkert marked særligt hos de udenlandske investorer, som har været mest konkurrencedygtige i de største handler. Indtil videre har de stået for cirka 55 pct. af det samlede transaktionsvolumen i 2021, hvor især store internationale spillere som svenske Heimstaden og hollandske Orange Capital Partners har været aktive i Danmark," udtaler han.

Han tilføjer, at de udenlandske investorer for tredje kvartal isoleret set stod for 66 pct. af transaktionsvolumen.

Overhaler 2020

Med det høje niveau i tredje kvartal havner det samlede transaktionsvolumen i år indtil nu på godt 68 mia. kr. Til sammenligning var volumen for hele 2020 på 72 mia. kr. ifølge Colliers' tal.

"Investorer har fortsat størst appetit på sikre core-ejendomme – både når det gælder kontor og bolig. Over 75 pct. af de solgte ejendomme i 2021 til dato er core-ejendomme. Den tendens stiger i tredje kvartal til 80 pct.," skriver Colliers.

"Appetitten er størst på boliger, der dermed stadig fylder mest i erhvervsejendomsmarkedet. Der er især stor interesse fra langsigtede investorer, som ikke er så risikovillige, men som har et behov for stabile afkast. Derudover ser vi også en stigende interesse for studieboliger blandt investorerne. Det er store handler så som salgene af Poppelstykket og Telegrafkollegiet i Sydhavnen eksempler på,” lyder det videre fra Gregers Nytoft Rasmussen.

Også hoteller har oplevet en stigning i handlerne i 2021, selv om stigningen skal ses i forhold til nervøsiteten, som prægede markedet sidste år. Fremgangen blev især drevet af, at den amerikanske investor Starwood Capital både har købt Hotel Sankt Petri og Comfort Hotel Vesterbro i 2021.

Ny analyse: Investeringer i boligejendomme boomer

Erhvervsmægler: Ejendomshandler for 39 mia. kr. i første halvår 2021 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også