Dansk producent af malkerobotter solgt til amerikansk konkurrent

Efter en årrække med store millionunderskud har producenten af malkeudstyr SAC været igennem en turnaround. Nu er selskabet solgt.
Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix
Foto: Miriam Dalsgaard/Ritzau Scanpix

Den sidste større danskejede producent af robotmalkesystemer er nu blevet slugt af en international konkurrent.

Selskabet SAC Group fra Kolding er således blevet opkøbt af amerikanske Boumatic, der også i forvejen har en markant tilstedeværelse i Danmark. Prisen er ikke offentliggjort. Det oplyser SAC i en meddelelse på sin hjemmeside.

"Dette partnerskab bringer hidtil usete muligheder i overensstemmelse med vores strategi om at vokse globalt og udvide vores muligheder for at samarbejde med mælkeproducenter over hele verden. Vi vil også kunne supplere hinanden på flere andre områder, f.eks. i form af et stærkere produktsortiment og fremadrettet produktudvikling," siger Carsten Nielsen, General Manager for Boumatic Europe, i meddelelsen.

SAC blev grundlagt i 1938 af Svend Aage Christensen og producerer både traditionelle og automatiske robotmalkesystemer.

Selskabet driver også den hollandsk-baserede virksomhed, Hokofarm Group, der udvikler datadrevet malknings- og fodringsteknologi, som også bliver en del af Boumatic. Udover hovedkvarteret i Danmark og Hokofarm Group i Holland har SAC datterselskaber i Rusland og Frankrig.

Salget vækker ikke overraskende glæde hos Steen A. Christensen, der som tredje generation har ejet selskabet ind til nu.

"Det har været vigtigt for mig, at virksomhederne blev overdraget til en ny ejer, som vil fortsætte med at drive virksomhed med de stolte traditioner og værdier, som gruppen er bygget op på," udtaler han i meddelelsen.

Turnaround

SAC's moderselskab A4 Agri tabte i perioden 2016-2019 79 mio. kr., og det fik i 2019 selskabet til at igangsætte en turnaround-strategi. Den bar umiddelbart frugt, og i 2020 var underskuddet reduceret til -1,5 mio. kr.

"Det er overordnet set gået, som vi havde håbet på. Strategien har vist sig at være effektiv," sagde Christian Ørum Madsen, der har siddet på direktørposten siden begyndelsen af turnarounden, i forbindelse med offentliggørelsen af regnskabet for 2020.

Direktøren pointerede, at de to datterselskaber S. A. Christensen, der står for salget i Skandinavien og eksportmarkeder, og hollandske Hokofarm, der står for det tyske, hollandske og belgiske marked, præsenterede overskud for første gang i en årrække.

I Danmark er markedet for udstyr til mælkeproducenters stalde præget af kapitalstærke selskaber som hollandske Lely, svenske Delaval og amerikanske Boumatic.

Carsten Nielsen, direktør for Boumatic i Nordeuropa, har udtalt til AgriWatch, at selskabets markedsandel på det skandinaviske marked udgør omkring 30 pct.

AgriWatch har tidligere talt med A4 Agris adm. direktør om muligheden for at blive opkøbt af de internationale konkurrenter.

"Det har vi ikke overvejelser om på nuværende tidspunkt. Det er svært at spå om, hvordan fremtiden kommer til at se ud. Vi tror på, at vi er fuldt konkurrencedygtige og på højde med konkurrenterne," sagde Christian Ørum Madsen i oktober 2020 til AgriWatch.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også