Børstop i opkøbsbonanza: Køber firmaer for 184 mia. kr.

De største børsnoterede selskaber har gang i en opkøbsbølge, lyder det fra Nordea.
De stor børsnoterede selskaber køber op i stor stil. | Foto: Colourbox
De stor børsnoterede selskaber køber op i stor stil. | Foto: Colourbox
AF MARKETWIRE

Børsnoterede selskaber er midt i en opsigtsvækkende opkøbsbølge, der ligger langt over niveauet fra før covid-19. Samtidig mener chefen for storkunder hos Nordea, at der er flere på vej.

Det skriver Børsen.

Anført af kæmpeopkøb foretaget af virksomheder som DSV, Novo Nordisk og Tryg har de 39 børsselskaber, som indgår i det danske large cap-indeks, brugt mere end 184 mia. kr. på opkøb, siden coronakrisen for alvor brød løs i Danmark i marts 2020. Det viser en optælling, som Børsen har lavet.

Peder Bach, der har ansvaret for Nordeas danske storkunder i afdelingen corporates & institutions, har aldrig set virksomhederne være så aktive med opkøb som nu.

"Det er en opkøbsaktivitet, som sker ud fra den meget stærke økonomiske position, som virksomhederne er i, og der er mange flere opkøb på vej. Vi skal ikke forvente, at virksomhederne sidder på hænderne," siger Peder Bach.

Så sent som i mandags kunne medicokoncernen Coloplast fortælle om sit opkøb af svenske Atos Medical for 16 mia. kr.

Nyheden kom blot en uge efter, at A.P. Møller-Mærsk løftede sløret for købet af luftfragtselskabet Senator International for 4,1 mia. kr., som i øvrigt er selskabets tredje milliardopkøb siden coronakrisens udbrud.

I indeværende år har large cap-selskaberne annonceret opkøb for 97,1 mia. kr. Det står i skærende kontrast til de 46,1 mia. kr., de smed efter opkøb i hele 2019, som ellers var et stort opkøbsår.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også