Russiske Abramovich sætter Chelsea til salg

London-klubben Chelsea kan se frem til at blive solgt, meddeler fodboldklubbens russiske ejer, Roman Abramovich. Han mener, det er det bedste for klubben i den nuværende situation, og et overskud vil gå til ofrene for krigen i Ukraine.
Roman Abramovich til fodbold på Chelseas hjemmebane. | Foto: John Sibley/Action Images via Reuters / Action Images via Reuters
Roman Abramovich til fodbold på Chelseas hjemmebane. | Foto: John Sibley/Action Images via Reuters / Action Images via Reuters
af ritzau

En epoke i fodboldklubben Chelsea kan snart være slut.

Den russiske Chelsea-ejer Roman Abramovich vil sælge den engelske Premier League-klub i kølvandet på krigen i Ukraine. Det oplyste han onsdag aften til fodboldklubbens hjemmeside.

Abramovich oplyste, at han gør det for at hjælpe Chelseas i den nuværende situation. Det sker, efter at Rusland er gået i krig med Ukraine.

"Som jeg tidligere har sagt, har jeg altid truffet beslutninger i Chelseas bedste interesse. Med den øjeblikkelige situation taget i betragtning har jeg truffet en beslutning om at sælge klubben. Jeg mener, et salg er i den bedste interesse for klubben, fansene, medarbejderne og klubbens sponsorer og partnere," siger Abramovich.

Han understreger, at det ikke vil blive et hurtigt salg. Salget vil tage den nødvendige tid.

Den russiske rigmand vil heller ikke kræve tilbagebetaling af nogle af de lån, han har ydet til klubben.

"Det har aldrig drejet sig om forretning eller penge for mig, men for passionen for spillet og klubben," siger han.

Overskuddet fra salget skal gå til ofrene i krigen i Ukraine. Der bliver oprettet en fond, som donationen skal gå til.

Abramovich meddelte i sidste uge, at han overdrog styringen af klubben til andre. Dermed trådte han endnu mere i baggrunden, end han var i forvejen.

Med et salg tager han skridtet videre og gør en ende på en epoke i London-klubben. Abramovich har været ejer af Chelsea siden juni 2003.

I de seneste år har Abramovich ikke udadtil spillet nogen fremtrædende og styrende rolle i klubben.

Beslutningen om at sælge Chelsea kommer efter, at Rusland torsdag i sidste uge påbegyndte en invasion af Ukraine.

Det har medført flere sanktioner mod russiske banker og højtstående embedsmænd.

Chris Bryant, der er medlem af det britiske parlament for partiet Labour, har opfordret til at afsætte Abramovich som ejer af Chelsea på grund af rigmandens bånd til den russiske regering og præsident Vladimir Putin.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også