Fynsk underleverandør til bilindustrien solgt til amerikansk koncern

Den fynske industrivirksomhed Budweg Caliper, der producerer dele til bilbremser, har fået ny amerikansk ejer. Køberen, BBB Industries, har ifølge Børsen betalt omkring 600 mio. kr. for virksomheden.
Thomas E. Larsen (tv.), som siden 2006 har ejet industrivirksomheden Budweg Caliper sammen med sin bror, Jan U. Larsen. Her er han fotograferet sammen med Christer Mysling i forbindelse med overdragelsen af posten som adm. direktør fra først- til sidstnævnte i 2020. | Foto: Budweg Caliper / PR
Thomas E. Larsen (tv.), som siden 2006 har ejet industrivirksomheden Budweg Caliper sammen med sin bror, Jan U. Larsen. Her er han fotograferet sammen med Christer Mysling i forbindelse med overdragelsen af posten som adm. direktør fra først- til sidstnævnte i 2020. | Foto: Budweg Caliper / PR

Den fynske industrivirksomhed Budweg Caliper er blevet solgt til amerikanske BBB Industries, der er en stor underleverandør til bilindustrien.

Sælgerne er kapitalfonden Capidea og brødrene Jan Uwe Larsen og Thomas Egon Larsen, der i 2018 fik Capidea med i ejerkredsen, oplyser kapitalfonden i en pressemeddelelse.

Den amerikanske koncern overtager det fulde ejerskab af Budweg Caliper for en pris, der ifølge Børsen lyder på omkring 600 mio. kr.

Samme medie skriver, at Budweg Caliper blev værdisat til ca. 400 mio. kr. ved Capideas køb af aktiemajoriteten.

Budweg Caliper med hovedkontor i Odense har ifølge eget udsagn et af Europas nyeste og mest moderne anlæg til produktion og renovering af bremsekalibre til biler. Bremsekalibren er den del, der presser bremseklodsen mod bremseskiven.

Virksomheden blev stiftet i 1978 af Henning Larsen, hvis sønner, det førnævnte brødrepar, i 2006 overtog ejerskabet, og siden salget til Capidea har siddet med lige over 40 pct. af aktierne i Budweg Caliper.

Indtil for nylig var brødrene også en del af virksomhedens ledelse.

”Budweg har været igennem en stærk udvikling i vores ejerperiode, og vi er stolte af at have været en del i denne udvikling, som bl.a. har bestået af et generationsskifte i ledelsen,” siger Henrik Normann Karlsen, partner i Capidea, i meddelelsen.

I maj 2020 overlod Thomas Egon Larsen posten som adm. direktør til den hidtidige finansdirektør Christer Mysling. Han fortsætter i spidsen for virksomheden under det nye ejerskab.

Opkøbet af Budweg Caliper er det sjette i Europa siden 2019 foretaget af BBB Industries, der har den amerikanske kapitalfond Genstar Capital i ryggen.

Ifølge BBB Industries’ adm. direktør, Duncan Gillis, er opkøbet ”et nøglepunkt” i koncernens ekspansion på det europæiske marked.


Capidea sælger emballagevirksomhed i stor handel til kapitalfond

Capidea sælger dansk armaturvirksomhed til amerikansk koncern

Marketingbureau fik kapitalfond ombord i foråret: Gennemfører tredje opkøb i år

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også