Ejer og direktør i kovending - sælger it-virksomhed

Direktør og ejer i it-virksomheden Commentor fortalte i slutningen af marts til ITWatch, at han ingen planer har om at sælge virksomheden. Men det har han nu alligevel valgt at gøre, skriver Børsen.
Adm. direktør i Commentor, Michael Hove. | Foto: PRESSE
Adm. direktør i Commentor, Michael Hove. | Foto: PRESSE

Stifter, ejer og adm. direktør i det nordjyske tech-selskab Commentor, Michael Hove, har valgt at sælge sin virksomhed til finske Solita, der selv er ejet af den britiske kapitalfond Apax.

Det skriver Børsen, der beretter, at der er tale om et køb i omegnen af et større trecifret millionbeløb.

”Det var ikke alene økonomien i handlen, som var interessant, men det handler grundlæggende om at sikre, at virksomheden kan vokse hurtigt nok,” siger Michael Hove til Børsen.

Ifølge avisen fortsætter han som chef for Commentor i Danmark, der også beholder sit navn. Samtidig indtræder han i ledergruppen i Solita og geninvesterer en del af sin fortjeneste i den finske virksomhed.

I anledning af aflæggelsen af Commentors årsregnskab talte ITWatch med Michael Hove i slutningen af marts. På baggrund af et resultat på 16 mio. kr. efter skat og en bruttofortjeneste på 95 mio. kr., annoncerede direktøren en ventet vækst på 25 pct. i både indtjening og omsætning i 2022.

Samtidig fortalte han, at selskabet havde fået en størrelse, der gjorde, at man fik mange købstilbud. Men på det tidspunkt var han ikke interesseret i at sælge, fortalte han.

”Nej, det er der ingen planer om. Jeg har heller ikke planer om at hente investorer ind eller børsnotere selskabet, for jeg kan godt lide driften og udviklingen af selskabet,” sagde Michael Hove dengang.

Commentor beskæftiger i dag 140 mennesker med kontorer i Aalborg, Vejle og Glostrup og rådgiver og laver IT-løsninger for større private kunder og offentlige institutioner.

Commentor-ejer begravet i købstilbud: Siger nej

Commentor taber indtjening i jagten på vækst

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også