Carlsberg har indgået en aftale om salg af samtlige af sine Baltika-bryggerier i Rusland med tyrkiske Anadolu Efes.
Det beretter det russiske medie Vedomosti med henvisning til to anonyme kilder tæt på forhandlingerne, skriver Bloomberg News.
Parterne er nu i gang med at definere betingelserne for handlen, som omfatter de i alt otte bryggerier, og som kan blive gennemført allerede i første halvår.
Handlen risikerer dog at komme i de russiske konkurrencemyndigheders søgelys, da Anadolu Efes med overtagelsen vil sidde på mere end halvdelen af det russiske marked, skriver Bloomberg News.
Dermed synes Carlsberg at have fundet den endelige bejler blandt de to små håndfulde af potentielle købere, der ifølge bestyrelsesformand Henrik Poulsen var tilbage ved det danske bryggeris generalforsamling tirsdag.
Jagten på en køber har været brolagt med udfordringer, eftersom flere kandidater ikke har levet op til de krav, som Carlsberg har stillet, lød det videre. Kravene tæller blandt andet menneskerettigheder og gældende sanktioner.
Tirsdag nævnte Henrik Poulsen også, at et frasalg gerne sås underskrevet allerede til sommer. Herefter afventer godkendelse fra de russiske myndigheder.
Carlsberg beskæftiger gennem Baltika Breweries 8400 ansatte. Det russiske bryggeri sidder på 27 pct. af markedet i Rusland, skriver Carlsberg på sin hjemmeside.