Nye restriktioner: Skærpede tiltag for at undgå trængsel i julehandlen

Færre kunder per kvadratmeter og skrappere krav om at undgå trængsel indføres i detailhandlen over hele landet. I 17 kommuner omkring hovedstaden kommer yderligere restriktioner målrettet især unge. Dansk Erhverv undrer sig.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
AF TORBEN SALOMONSEN HENRIK TÜCHSEN OG RITZAU

Over hele landet skærpes indsatsen for at undgå trængsel i butikker og storcentre for at stoppe smitterisikoen. Det fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde tirsdag.

Myndighederne skærper således kravene til skiltning af hvor mange kunder der må være i butikkerne, og der indføres desuden ensretning af kunderne i butikker over 2000 kvadratmeter. Kunder opfordres til at lade familien blive hjemme i julehandlen og kun møde en op af gangen. De skærpede restriktioner gælder fra 7. december og indtil 2. januar.

Restriktionerne i detailhandlen i hele landet kommer i forbindelse med en målrettet indsats i 17 kommuner omkring København, hvor der sættes ind med flere tests, smitteopsporing og anbefalinger om at arbejde hjemme og begrænsning af omgangskredsen.

Kommunerne er Albertslund, Ballerup, Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Herlev, Hvidovre, Høje-Taastrup, Ishøj, Rødovre, Vallensbæk, Dragør, Frederiksberg, Gentofte, København, Lyngby-Taarbæk og Tårnby.

Fokus er rettet mod de unge efter at smittetallene er steget i de berørte kommuner. Således er 26 pct. af de smittede i København unge.

"I dag har Københavns Kommune den hidtil højeste 7-dages incidens. Smitten er i stigning. Det er bekymrende. Derfor præsenterer vi en række målrettede tiltag, der vil gælde for 17 kommuner," sagde Magnus Heunicke på pressemødet.

Statsminister advarer om flere tiltag

Og der vil komme endnu flere restriktioner, hvis ikke det lykkedes at stoppe stigningen i smitten i området, skrev statsminister Mette Frederiksen (S) på Facebook.

"Smittetallene er bekymrende høje. Og niveauet særligt i hovedstadsområdet er for højt. Derfor indføres nu skærpede tiltag i 17 kommuner. Sundhedsmyndighederne følger tallene meget tæt de kommende dage. Hvis ikke det er nok, er vi klar til at gå videre," skrev statsministeren.

Mette Frederiksen fortsatte i opdateringen med at sige, at det næste par måneder vil kræve en indsats fra alle borgere.

I hovedstadsområdet opfordres offentlige og private arbejdsgivere i de nævnte kommuner "kraftigt til at sikre, at medarbejdere, der har mulighed for at varetage deres arbejde uden fysisk fremmøde på arbejdspladsen, gør dette."

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også