Sociale medier låser præsident Donald Trump ude

Donald Trump adlyder og sletter tre opslag på Twitter, som det sociale medie vurderede bidrog til vold. Facebook og Twitter har midlertidigt lukket præsidentens konti i forbindelse med urolighederne ved Kongressen, hvorunder fire personer er døde.
Foto: Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix
Foto: Saul Loeb/AFP/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Facebook har udelukket den afgående præsident Donald Trump fra det sociale medie i 24 timer.

Det sker efter to overtrædelser af mediets retningslinjer, oplyser Facebook onsdag aften amerikansk tid. Facebook uddyber ikke, hvilke brud der er tale om.

Udelukkelsen betyder, at Trump ikke er i stand til at lave nogen opslag på hverken Facebook eller Instagram, der er ejet af Facebook, det næste døgn.

Facebook følger dermed Twitter, der tidligere onsdag blokerede Trumps konto i 12 timer.

Det skete efter flere misvisende opslag fra Trump under uroen ved USA's Kongres onsdag, oplyste det sociale medie natten til torsdag dansk tid.

fire personer er rapporteret døde under urolighederne.

"På grund af den igangværende voldelige situation i Washington D.C., der er uden fortilfælde, har vi bedt Donald Trump om at slette tre Twitter-opslag, som blev slået op tidligere i dag (onsdag, red.), og som er alvorlige brud på vores regler," skrev Twitter.

Fjerner opslag

Twitter truede samtidig med at udelukke Donald Trump permanent fra det sociale medie, hvis Trump ikke fjernede de tre opslag fra tidligere onsdag.

Torsdag morgen dansk tid skriver nyhedsbureauet Reuters, at en talsmand fra Twitter bekræfter, at Trump har slettet opslagene.

Trump vil blive udelukket permanent fra Twitter, hvis han fremover overtræder Twitters regler, skriver Bloomberg News.

Ifølge Twitter opildnede flere af præsidentens opslag onsdag til vold, ligesom at de fejlagtigt påstod, at der er foregået svindel ved det amerikanske valg.

Youtube fjerner video

YouTube har også fjernet en video, som Trump lagde på nettet i forbindelse med urolighederne i Kongressen.

I videoen beder Trump demonstranter om at gå hjem. Han gentager dog også sine påstande om, at der er foregået valgsvindel.

"Vi havde et valg, der blev stjålet fra os," siger Trump i videoen og fortsætter:

"Vi skal have fred. Så gå hjem, vi elsker jer. I er meget særlige. Jeg ved, hvordan I har det. Men gå hjem, og gå fredeligt hjem."

Tusindvis af Trump-tilhængere demonstrerede onsdag foran Kongressen, hvor Joe Bidens sejr ved præsidentvalget formelt skulle godkendes.

Valgresultatet blev dog ikke godkendt, da demonstranter trængte ind i kongresbygningen.

Flere personer, herunder politibetjente, er blevet såret under urolighederne. En kvinde har mistet livet, efter at hun blev ramt af skud i Kongressen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også