Watch Medier

Statsministeren indkalder partiledere for at forlænge restriktioner

Der er et klart behov for at forlænge restriktionerne mod covid-19, siger statsminister Mette Frederiksen. Hun indkalder partiledere til et møde onsdag.

Mette Frederiksen indkalder onsdag partiledere til møde om restriktioner. | Foto: LISELOTTE SABROE

Statsminister Mette Frederiksen (S) siger i Folketingsssalen, at en forlængelse af restriktioner er klart nødvendigt. Hun indkalder partiledere til møde onsdag.

Det oplyser hun under Folketingets spørgetime adspurgt af Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, om, hvorfor der ikke er meldt noget ud endnu, når restriktionerne står til at løbe ud mandag.

"Jeg vurderer, at en forlængelse af restriktionerne er klart nødvendig. Ikke mindst for at sikre, at den britiske mutation ikke spreder sig. Der vil være møder i dag med alle Folketingets partier - inklusive partiledere - om de restriktioner, der desværre er nødvendige for at komme igennem pandemien," siger Mette Frederiksen.

Ritzau erfarer, at mødet er indkaldt til klokken 15.30. Tidligere har det affødt et officielt pressemøde i Statsministeriet efterfølgende med udmelding om restriktioner.

For at inddæmme pandemien med covid-19 og ikke mindst en ny, mere smitsom britisk mutation, har Danmark været underlagt en lang række restriktioner siden efter jul.

De omfatter blandt andet, at alle butikker, der ikke sælger fødevarer eller er samfundskritiske, er lukket, skoler og universiteter holder lukket, og alle, der kan, opfordres til at arbejde hjemme.

Restriktionerne gælder indtil videre til og med 17. januar.

Statsministeren blev i Folketinget kritiseret af blandt andre Kristian Thulesen Dahl for, at der ikke er meldt noget ud endnu, om de bliver forlænget. Mette Frederiksen har flere gange indikeret, at det vil ske, men ikke meldt noget officielt ud.

"Jeg tror, at de tusindvis af danskere, der nu svæver i usikkerhed, fordi de regner med, at restriktionerne bliver forlænget, men ikke har fået et klart svar, vil sætte pris på at få det. Men det er da fantastisk, at vi skal have en spørgetid i Folketinget onsdag for at få det afklaret," siger Kristian Thulesen Dahl.

Nye anbefalinger

Mette Frederiksen svarer, at hun ikke ser grund til polemikken om beslutningsprocessen.

"Jeg forstår godt ønsket om langsigtet planlægning. Men da det er virus og biologi, så må det bero på sundhedsmyndighedernes anbefalinger. Dem har regeringen lige modtaget og behandlet. Og så har vi en dialog med alle Folketingets partier efterfølgende," siger Mette Frederiksen.

Mere fra Watch Medier

EU-lande enige om profitloft for energiselskaber

Efter længere tids tilløb er EU’s medlemslande nået til enighed om prisloft på bæredygtige energiselskaber. Nye estimater med forbehold for fastpriskontrakter viser, at en såkaldt windfall-skat kun vil sende få milliarder kroner i den danske statskasse.

Mærsk-flåden skruer farten ned

Mærsks flåde af containerskibe vil sænke farten og spare brændstof som reaktion på det markante dyk i fragtefterspørgslen, fastslår topchef Søren Skou i interview med Reuters.

Elgiganten må vinke farvel til salgsrekord efter et todelt år

Elgiganten fortsætter i sit nye årsregnskab takterne fra året før med en næsten uændret omsætning på over 7 mia. kr. og et let forbedret overskud på 103,4 mio. kr. Det skæve regnskabsår var dog præget af meget skiftende tendenser. ”Vi kom ud af pandemien med rygvind, inden vi har set en opbremsning i markedet,” forklarer topchef.

Læs også

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs