
Efter at EU har modtaget flere meldinger om forsinkelser og et reduceret antal doser af coronavacciner, forsøger EU-Kommissionen at få mere kontrol over processen.
Kommissionen ønsker at registrere al planlagt eksport af vacciner, der er produceret på anlæg i EU-lande. Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa fra et møde, hvor de 27 EU-lande var repræsenteret mandag.
Dette register skal være klar i løbet af få dage.
I sidste uge meddelte AstraZenaca, hvis vaccine mod coronavirus ventes at få en betinget markedsgodkendelse i EU i denne uge, at virksomheden ikke kan levere som tidligere lovet.
I første kvartal vil producenten levere 60 procent færre vacciner. Det får store konsekvenser for EU-landenes planer.
EU-Kommissionen har i et brev til AstraZeneca krævet svar om årsagen til disse forsinkelser.
"Kommissionen forventer, at forpligtelserne i kontrakten overholdes. Det er afgørende for borgernes sikkerhed," siger talsmand Stefan De Keersmaecker.
Cheftalsmand i EU-Kommissionen Eric Mamer tilføjer, at EU indgik kontrakten i august sidste år, og at EU har betalt en stor sum penge for at hjælpe producenten med at have den nødvendige kapacitet, når vaccinen var klar.
Astrazeneca: Vi gør alt, hvad vi kan
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har mandag talt med AstraZenecas administrerende direktør.
Til nyhedsbureauet Reuters siger selskabet, at direktøren forsikrede EU-chefen om, at AstraZeneca gør alt, hvad virksomheden kan, for at levere vacciner til EU-landene så hurtigt som muligt.
Reduktionen i leverancer gælder EU-landene. Storbritannien, som i noget tid har anvendt vaccinen, der er udviklet i et samarbejde mellem AstraZeneca og Oxford University, bliver ikke påvirket.
Tidligere i år har Pfizer og BioNTech, som sammen har udviklet en vaccine, meddelt, at de ikke kan levere doser i det tempo, der tidligere var meldt ud.
Italien har sagt, at landet overvejer at lægge sag an, mens EU-Kommissionen mandag sagde, at den prioriterede at have et tæt samarbejde med producenterne.