Danmark åbner når alle over 50 år er vaccineret

Et bredt flertal blandt Folketingets partier har indgået en aftale om en langsigtet genåbningsplan.
"Vi er enige om, at der er et meget, meget vigtigt fikspunkt, når alle over 50 år er vaccineret," siger Mette Frederiksen. | Foto: Mads Claus Rasmussen
"Vi er enige om, at der er et meget, meget vigtigt fikspunkt, når alle over 50 år er vaccineret," siger Mette Frederiksen. | Foto: Mads Claus Rasmussen
af ritzau

Med få undtagelser skal det danske samfund åbnes helt, når alle over 50 år er vaccineret.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S), efter at et bredt flertal blandt Folketingets partier mandag aften indgik en aftale om en langsigtet genåbningsplan.

"Vi er enige om, at der er et meget, meget vigtigt fikspunkt, når alle over 50 år er vaccineret. Det hviler dog på nogle forudsætninger om, at vi kan holde smitten nede og bruge coronapas," siger Mette Frederiksen.

Aftalen ventes dermed at betyde, at en stor del af restriktionerne vil falde bort i maj måned. Hvis altså vaccinerne bliver leveret i det forventede tempo.

Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, glæder sig over, at der nu bliver sat datoer på de vigtige dele af genåbningen:

"Vi fortjener et perspektiv på, hvornår det bliver min tur. Vi fortjener en plan for, at når alle over 50 år er vaccineret, hvad betyder det så for os?"

"Vi havde gerne set en hurtigere genåbning. Men det er vigtigt, at vi nu får et perspektiv på, hvad vi kan vente os," siger Jakob Ellemann-Jensen.

Ud over en slutdato for de fleste restriktioner, så fremhæver han, at der allerede efter påske vil blive åbnet op for flere skoleelever samt liberale erhverv.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, fremhæver, at aftalen vil betyde, at Danmark i vidt omfang er åbent igen om to måneder:

"Danmark kigger nu ind i en åbning, hvor andre ude i Europa kigger ind i en nedlukning," siger Søren Pape Poulsen.

Læs mere her:

MinSundhed-app skal fungere som midlertidigt coronapas

Bred genåbningsaftale giver erhvervslivet håb: "Nu lysner det forude"

Hjælpepakker forlænges til 30. juni i genåbningsaftale 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også