
Den franske stat vil øge dets aktiebeholdning i luftfartsselskabet Air France til næsten 30 procent og blive den største aktionær.
Det kan ske i henhold til en statsfinansieret hjælpepakke til fire milliarder euro (tæt ved 30 milliarder kroner) i forbindelse med covid-19 pandemien, siger den franske finansminister, Bruno Le Maire, tirsdag.
Planen, som er godkendt af EU-Kommissionen, skal hindre et sammenbrud i passagertrafikken under pandemien.
EU-Kommissionen, som overvåger, at der ikke sker konkurrenceforvridning gennem statslige indgreb, siger, at Air France vil give afkald på omkring 18 slots i Orly-lufthavnen i Paris for at sikre fair konkurrence. Slots er flyvetilladelser i en lufthavn per tidsenhed (ti minutter).
"Det giver konkurrerende luftfartsselskaber chancen for at optrappe deres aktiviteter i denne lufthavn, hvilket sikrer retfærdige priser og øget valgfrihed for europæiske forbrugere," siger EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager.
Aftalen er kommet i stand efter fire ugers forhandlinger med EU-Kommissionen.
Bruno Le Maire siger, at EU også har tilladt, at den franske stat øger sin aktiebeholdning til 30 procent fra det nuværende niveau på 14,9 procent.
Air France havde i 2020 et tab på 7,1 milliarder euro (omkring 53 milliarder kroner).
Det rivaliserende lavprisselskab Ryanair, som har base i Irland, har ofte kritiseret Air France over for EU-Kommissionen og hævdet, at det franske selskab modtager statssubsidier. Ryanair har flere gange mødt forståelse for kritikken i Bruxelles.
Ryanair udfordrer også de massive hjælpepakker til tyske Lufthansa og til selskaber i andre EU-lande.