Rejserestriktioner lempes i fire faster

Et flertal i Folketinget er enig om at lempe rejserestriktionerne. Det vil ske i fire faser, som afsluttes med indførelsen af EU's coronapas.
Justitsminister Nick Hækkerup (S). | Foto: Martin Sylvest
Justitsminister Nick Hækkerup (S). | Foto: Martin Sylvest
af ritzau

Et bredt flertal i Folketinget har indgået en aftale om at lempe for rejserestriktioner ind og ud af Danmark i faser frem mod sommer. Det er muligt, fordi smitten med covid-19 ikke er så udbredt.

Det fortalte justitsminister Nick Hækkerup (S) tirsdag aften, hvor aftalen blev indgået.

"Det går rigtigt godt i Danmark. Vi er et godt sted, hvor smitten er under kontrol. Men på den anden side ser vi mange lande i Europa, hvor det ikke går så godt. Så kan vi ikke åbne lige med det samme."

"Derfor har vi lavet en aftale, hvor vi i faser åbner for rejser. Selvfølgelig under den forudsætning, at smitten tillader det," siger justitsministeren.

Regeringen har flere gange påpeget, at smitten er høj i andre lande end Danmark samt at mutationer af covid-19 florerer. Derfor er der en risiko ved at lade udlændinge komme til Danmark.

Nick Hækkerup siger, at der er taget højde for den risiko i planen.

"Vi håndterer den risiko ved at sige, at hvis du er færdigvaccineret, så er risikoen meget lille. Derfor vil man fra 1. maj kunne rejse ind og ud af Danmark, hvis man er vaccineret."

"Vi siger dog også, at fra 14. maj og frem, der vil man kunne rejse til og fra lande, selv om man ikke er vaccineret. Men kun fra lande, hvor incidensen ikke er så høj. Så vi har prøvet at åbne på en måde, hvor smitten ikke løber fra os," siger Nick Hækkerup.

Adspurgt om, hvordan man kan være sikker på, at tilrejsende turister er vaccineret, siger ministeren:

"Vi bruger første fase fra 21. april til 1. maj på at få styr på nogle af de her ting. Eksempelvis hvordan vi kontrollerer, at folks vaccineseddel er korrekt, hvad gør vi med børn, der skal med ind i landet, men ikke er vaccineret og så videre."

Ødegårdsregel genindføres

Aftalen indebærer også godt nyt til de danskere, der har sommerhus i Sverige eller Norge. Her vil kravet om at gå i isolation efter besøg bliver fjernet 21. april.

"Så der er gode nyheder for dem, der har en ødegård i Sverige," siger Nick Hækkerup.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også