Medie: EU forbereder retssag mod Astrazeneca

Den svensk-britiske medicinalvirksomhed Astrazeneca kan blive sagsøgt for at svigte aftalerne med EU om leveringer af vaccine.
Her præsenterede enhedschef i Lægemiddelstyrelsen Tanja Erichsen beslutningen om at udelukke Astrazenecas vaccine af det danske vaccinationsprogram. | Foto: Philip Davali
Her præsenterede enhedschef i Lægemiddelstyrelsen Tanja Erichsen beslutningen om at udelukke Astrazenecas vaccine af det danske vaccinationsprogram. | Foto: Philip Davali

EU-Kommissionen forbereder en retssag mod den svensk-britiske medicinalvirksomhed Astrazeneca for at have svigtet aftaler om leveringer af covid-19-vaccinedoser.

Det oplyser kilder i EU-diplomatiet til mediet Politico. Spørgsmålet om et sagsanlæg blev taget op blandt EU-landenes ambassadører i Bruxelles onsdag. Et flertal af dem støttede beslutningen om en retssag, siger kilderne.

En diplomat siger, at det er målet med sagen at tvinge Astrazeneca til at levere de vacciner, som er lovet i kontrakten med EU.

Forsyningsproblemer

Astrazeneca har haft store forsyningsproblemer og har flere gange måttet varsle forsinkelser i vaccineleveringerne.

En højt placeret EU-kilde blev onsdag citeret for, at unionen ikke vil bruge en option om at købe flere doser af vaccinen.

Bivirkningsproblemer

Vaccinen, som markedsføres under navnet Vaxzevria, har stødt på problemer med alvorlige bivirkninger og knyttes til et lille antal tilfælde af blodpropper og lavt blodpladetal hos vaccinerede. I flere tilfælde har dette medført dødsfald.

Vaccinen er taget ud af vaccinationsprogrammet i Danmark og Norge, og en række lande har indført begrænsninger for, hvem der må få vaccinen. Mange steder gives den kun til ældre.

I Sverige har statsepidemiolog hos den svenske sundhedsstyrelse Anders Tegnell fået første stik med vaccinen fra Astrazeneca.

"Jeg vil gerne sende et vigtigt signal om, at Astrazeneca er en glimrende vaccine for personer på 65 år og derover," siger han til avisen Corren.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også