
EU-Kommissionen meddelte mandag, at den har indledt en retssag mod den svensk-britiske medicinalvirksomhed AstraZeneca.
I sagsanlægget beskyldes AstraZeneca for at have svigtet aftaler om leveringer af covid-19 vaccinedoser. Samtidig beskyldes firmaet for ikke have haft nogen troværdig plan for leveringer inden for en acceptabel tidsplan.
I henhold til kontrakten havde medicinalvirksomheden forpligtet sig til at levere 180 millioner vaccine doser til EU i andet kvartal i år for i alt 300 millioner euro
Irlands sundhedsminister, Stephen Donnelly, fastslog allerede i sidste uge i landets parlament, at en retssag ville blive anlagt af EU-Kommissionen.
Sagsanlægget handler om AstraZenecas svigt i forhold til at levere som aftalt i kontrakten for månederne april, maj og juni, oplyste ministeren.
Sagen føres ved belgiske domstole, da det er aftalt i kontrakten.
AstraZeneca har haft store forsyningsproblemer og har flere gange måttet varsle forsinkelser i vaccineleveringerne.
Vaccinen skulle være rygraden i den tidlige udrulning af vacciner i EU, men i første kvartal kunne producenten slet ikke levere det aftalte antal.
"Vi ønsker at sikre, at der sker en hurtig levering af et tilstrækkeligt antal af de doser, som europæiske borgere har ret til, og som er garanteret i kontrakten," siger EU-Kommissionens talsmand, Stefan De Keersmaecker, ifølge det tyske nyhedsbrureau DPA.
Han understreger, at alle 27 EU-lande støtter beslutningen.
Der er kun blevet distribueret 31 millioner doser af vaccinen til EU og til den europæiske økonomiske zone, siden de første leveringer kom. AstraZeneca satser nu på at levere 70 millioner doser i andet kvartal i år.
Den samlede kontrakt gælder 300 millioner doser.