
De to virksomheder Practio og Abacus Medicine har fået opgaven i Region Sjælland med at bistå det offentlige i vaccinationsindsatsen.
Det oplyser virksomhederne i en fælles pressemeddelelse.
For tre uger siden blev der udpeget private leverandører til de fire øvrige regioner efter et udbud. På det tidspunkt var der ingen, som havde budt på Region Sjælland, men det er nu faldet på plads.
Practio og Abacus Medicine har i forvejen vundet opgaven i Region Syddanmark, mens Danske Lægers Vaccinations Service har fået opgaven i de tre øvrige regioner.
De danske sundhedsmyndigheder har valgt at tilknytte private leverandører til vaccinationsindsatsen, fordi man så i alt vil kunne vaccinere op mod 400.000 personer om dagen.
Det offentlige kan vaccinere 100.000 borgere om dagen. De private vil kun blive taget i brug, hvis det bliver muligt at vaccinere endnu flere. Det kræver, at Danmark begynder at få tilsendt flere vaccinedoser.
Practio vil i de kommende uger etablere vaccinationscentre i Jyderup, Kalundborg, Nakskov, Greve og Vordingborg. Her skal der potentielt kunne vaccineres 43.500 om dagen.
Hos Practio fortæller medstifter Jonas Nilsen, at man er i gang med at rekruttere personale.
"Vi har allerede alt på plads til at gå i gang i Region Syddanmark, hvor vi har fundet de 400 personer, som skal hjælpe os med at vaccinere. I Region Sjælland er vi også kommet langt og har rekrutteret de første cirka 100 medarbejdere. Så vi skal nok være klar, så snart myndighederne giver os grønt lys - forhåbentlig allerede fra 1. juni," siger han i pressemeddelelsen.
Ifølge Sundhedsstyrelsens vaccinationskalender vil Danmark i løbet af juni få op mod 800.000 vaccinedoser om ugen, mens det tal stiger til 1,2 millioner i juli.
Det er dog en prognose, som kan ændre sig - blandt andet afhængig af, om Danmark vælger at tage vaccinen fra amerikanske Johnson & Johnson i brug.
Læs mere her:
Parallelimportør hopper med i vaccinationsaftale
To virksomheder løber med kæmpekontrakt på vaccinationscentre