Professor forventer vaccinationskalender forlænget mere end tre uger

Den danske vaccinationskalender kan blive udskudt med mere end tre uger, hvis vaccinen fra Johnson & Johnson fortsat holdes ude, vurderer professor.
Vaccinen fra Johnson & Johnson sælges under brandet Janssen. | Foto: DIRK WAEM/AFP / BELGA
Vaccinen fra Johnson & Johnson sælges under brandet Janssen. | Foto: DIRK WAEM/AFP / BELGA
AF RITZAU

En covid-19-vaccine fra Johnson & Johnson er sat på pause i Danmark, og det bliver der ifølge en ekspert nok ikke ændret på, når sundhedsminister Magnus Heunicke (S) i dag mandag på et møde med sundhedsordførere fra de andre partier skal drøfte vaccinesituationen herhjemme.

Det vurderer Jan Pravsgaard Christensen, professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet, ifølge Ekstra Bladet.

Han forventer, at vaccinen fra Johnson & Johnson vil blive sat yderligere på pause med de samme argumenter, som blev brugt i forhold til en vaccine fra AstraZeneca - at pandemien er under kontrol i Danmark, og at dem, der stod til at modtage vaccinen, ikke er i høj risiko for at dø af corona, skriver avisen.

Sundhedsstyrelsen har tidligere oplyst, at det i værste fald vil udskyde vaccinationskalenderen med tre uger, hvis Johnson & Johnson-vaccinen ikke tages i brug, men det er for optimistisk, mener Jan Pravsgaard Christensen.

"Det er, hvad jeg regner mig frem til. At det kommer til at tage mere end tre ugers forlængelse," siger han til Ekstra Bladet.

Han tager dog det forbehold, at myndighederne muligvis kan skaffe flere doser fra andre producenter.

Torsdag fortalte Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, ifølge Berlingske på et webinar, at de danske myndigheder forventer at have nyt om covid-19-vaccinen fra Johnson & Johnson i "starten af næste uge" - altså den uge, der begynder mandag.

Johnson & Johnson bad i midten af april de europæiske lande om at suspendere udrulningen af vaccinen, indtil de nærmere omstændigheder omkring nogle tilfælde af sjældne blodpropper hos vaccinerede i USA er undersøgt.

I sidste uge ophævede det amerikanske lægemiddelagentur, FDA, sin anbefaling om at sætte brugen af vaccinen fra Johnson & Johnson på pause.

En række lande, herunder Danmark og Sverige, har dog afventet for at se, hvad data fra de undersøgte tilfælde kan fortælle myndighederne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også