
Der er mildest talt ikke opbakning fra to af Danmarks største medicinalselskaber til USA og EU's tanker om at ophæve patenter på vacciner mod covid-19. Selskaberne mener nemlig, at effekten kan blive mere vidtrækkende.
Det skriver Børsen.
"Novo Nordisks fokus er at hjælpe mennesker med alvorlige, kroniske sygdomme i hele verden, og intellektuelle ejendomsrettigheder er det, der gør, at vi kan investere i udvikling af bedre behandlinger til disse mennesker," lyder det i en mail fra Novos pressetalsperson til Børsen.
Og fra Leo Pharma skriver pressechef Henrik Kyndlev:
"Patenter er afgørende for, at der investeres i forskning, og er dermed en afgørende forudsætning for frembringelse af nye, innovative behandlinger, der kan hjælpe patienter – uanset sygdomsområde."
I USA har den venstreorietenterede politiker Alexandria Ocasio-Cortez benyttet sig af debatten om vaccinepatenter til også at anbefale at tage fat på insulinen. Prisen på insulin har i USA flere gange været genstand for debat, hvilket Novo Nordisk også har måttet høre for flere gange i diskussionerne omkring lægemiddelpriser i USA.
Medicinalbranche: Drop af patenter kan give dårlige vacciner