Danske fiskere er forsigtigt optimistiske efter EU-aftale

Fem måneder inde i året er det endelig lykkedes EU at lande en fiskeriaftale med Storbritannien. Det glæder Danmarks Fiskeriforening, selv om djævlen ligger i detaljerne, som endnu ikke er offentliggjort.
Kenn Skau Fischer, formand for Danmarks Fiskeriforening - her i efterårsfarver - er spændt på at se detaljerne i den fiskeriaftale, som EU og Storbritanien landede i aftes og som omfatter mere end 100 fiskearter. | Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix
Kenn Skau Fischer, formand for Danmarks Fiskeriforening - her i efterårsfarver - er spændt på at se detaljerne i den fiskeriaftale, som EU og Storbritanien landede i aftes og som omfatter mere end 100 fiskearter. | Foto: Stine Bidstrup/Ritzau Scanpix

BRUXELLES

Da beskeden om, at der endelig er landet en fiskeriaftale mellem EU og Storbritannien for 2021, tikkede ind i aftes, blev direktør Kenn Skau Fischer fra Danmarks Fiskeriforening glad.

I hvert fald i helikopterperspektivet, som han siger.

"Ser man det derfra, er det meget positivt, at der er lavet en aftale, for vi operer jo stadig på midlertidige kvoter for indeværende år i Nordsøen, og det gør det svært at planlægge for fiskerne. I øjeblikket har de 7/12 af kvoterne fra sidste år. Nu med aftalen kan vi få de endelige kvoter for hele året på plads, så fiskerne kan planlægge deres fiskeri for resten af året," siger Kenn Skau Fischer.

Han ser det også som et kraftigt signal om, at der nu endelig efter fem måneders forhandlinger rent faktisk er landet en aftale.

"Det viser jo, at der er en vilje til, at vi fortsætter med at samarbejde om fiskeriforvaltning og i fælleskab sigter mod en bæredygtig fiskeriforvaltning. Storbritannien har for eksempel ikke fået lavet aftaler med hverken Norge eller Færøerne, så det er positivt, at vi får et signal om, at der er vilje til samarbejde. Det er helt grundlæggende," siger Kenn Skau Fischer.

Nervøse og spændte

Når det er sagt, er detaljerne i aftalen endnu ikke offentliggjort fra nogen af parterne. EU-Kommissionen vil først briefe sine fiskeriministre.

Og det er jo som bekendt i detaljen, at djævlen ligger begravet.

"Der er jo nogle punkter, hvor vi er nede i detaljer, som har stor betydning. Derfor er vi både nervøse og spændte på, hvordan aftaleteksten ser ud," siger Kenn Skau Fischer.

Briterne har for eksempel presset på for fortsat at kunne lave kvotebytte med enkelte EU-lande, hvilket i fisketerminologien hedder swaps. Samtidig har briterne, der ikke selv har tradition for industrifiskeri, ment, at det ikke nødvendigvis skulle fortsætte i britisk farvand, hvilket ville være en katastrofe for danske fiskere.

"Vi er meget spændte på at se, hvad der står omkring industrifiskeri i forhold til muligheden for at bytte kvoter, og hvilke områder kvoterne dækker."

Kæmpet for sagen

Kenn Skau Fischer er dog ret sikker på, at EU har kæmpet for sagen.

"Der er ingen tvivl om, at man fra dansk side har kæmpet for danske interesser. Men det er også min klare opfattelse, at Kommissionen har forstået, at det er nødvendigt at holde fast i de ting, som blev aftalt i den overordnede aftale med Storbritannien, som briterne i flere sammenhænge - og også i disse forhandlinger - har testet, hvor langt de kunne gå i forhold til."

Om Kommissionen så er nået i mål i forhold til de danske fiskeres interesse, må de næste dage vise.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også