Minkavler frarådes at sælge sin bedrift: "Jeg føler mig stavnsbundet"

Minkavler Bjarne Sørensen har en køber på hånden til sin landejendom, men både revisor og advokat fraråder et salg, indtil erstatningskommisionen har vurderet den. Processen kan vare tre-fire år. Landbrugsministeren lover at undersøge problemet med stavnsbundne minkavlere.
Minkene er døde, men bedrifterne skal vedligeholdes, indtil erstatningskommissionen har vurderet dem. | Foto: Casper Dalhoff/IND
Minkene er døde, men bedrifterne skal vedligeholdes, indtil erstatningskommissionen har vurderet dem. | Foto: Casper Dalhoff/IND

58-årige Bjarne Sørensen har siden nedlukningen af minkerhvervet ønsket at sælge sin landejendom, men selv om han har fundet en køber, så frarådes han et salg.

Både hans revisor og advokat mener, at han bør vente, indtil erstatningskommissionen har vurderet ejendommen, og det frustrerer den tidligere minkavler, der måske skal vente tre til fire år endnu, skriver Avisen Danmark.

"Det er godt nok træls. Jeg bor alene på sådan en stor gård, og jeg er tvunget til at fortsætte med at gå og holde alt det. Jeg er 58, så hvis jeg skal prøve noget nyt, skal det til at være. Men nu kan der gå flere år. Jeg føler mig stavnsbundet," siger Bjarne Sørensen til mediet.

En anden tidligere minkavler, Martin From, deler frustrationen og har gennem sit erhverv som formand for de fynske avlere hørt den samme problemstilling hos flere andre.

Imens de venter, skal ejendommen vedligeholdes, som om der stadig levede mink, indtil kommissionen har foretaget vurderingen, og på de store farme koster dette arbejde 300.000 kr. om året, siger Martin From.

Ifølge mediet vil landbrugsminister Rasmus Prehn undersøge sagen om de "stavnsbundne" minkavlere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også