Watch Medier

Landsret fastholder nej til fyret Nets-chefs krav om 21 millioner

En afskediget chef krævede millioner af selskabet Nets, da hun mente, hun havde krav på gevinst af aktier. En ankesag i Østre Landsret har nu givet hende samme negative resultat som i byretten.

Det blev også et nej til erstatning i Østre Landsret. | Foto: Jens Dresling

En tidligere chef i Nets får ikke en erstatning på 21,5 millioner kroner af betalingsselskabet Nets, som hun har krævet.

Østre Landsret har fredag stadfæstet dommen fra Retten i Glostrup, oplyser den.

Den tidligere chef blev afskediget i 2015. På det tidspunkt blev hendes aktier i Nets i et incitamentsprogram tilbagekøbt af selskabet, mens hun modtog en fratrædelsesgodtgørelse på 2,3 millioner kroner.

Men i september 2016 steg værdien af aktierne voldsomt ved en børsnotering af selskabet. Hvis hun stadig havde haft sine aktier, havde hun stået til at få cirka 20 millioner kroner.

Hun hævder, at Nets-ledelsen var klar over udsigten til kurshoppet, da hun i stedet fik sin fratrædelsesgodtgørelse.

Landsretten mener dog ligesom byretten, at Nets er fri af skyld.

For at medarbejderne kunne købe ejerandele, var det et krav, at de skulle sælges tilbage til Nets, hvis deres ansættelse ophørte. Tilbagebetalingen skulle ske til markedskurs, lød aftalen.

Ved afskedigelsen tilbagekøbte Nets kvindens aktier for 875.000. Selv havde hun givet 236.000.

I byrettens dom, der fredag er stadfæstet, nævnes det, at den tidligere chef indgik en fratrædelsesaftale med Nets efter forhandling og med bistand af en advokat.

"Retten lagde herunder vægt på, at det af aftalen direkte fremgik, at aftalen var til fuld og endelig afgørelse af ethvert mellemværende mellem parterne," skrev Retten i Glostrup i forbindelse med dommen i 2019.

Her nævnes det også, at der ikke er bevis for, at Nets havde viden om en fremtidig børsnotering eller betydelig værdistigning.

Desuden havde hun i kraft af "sin ledende stilling og erfaring inden for finanssektoren betydelig indsigt i de muligheder for værdistigning, der var i programmet," vurderede byretten.

Nets har en ganske central opgave i samfundet, da virksomheden driver NemID for staten og desuden styrer dankortet og betalingsservice.

Det vakte en del opsigt, da selskabet i 2016 på grund af børsnoteringen blev sat til en værdi på 30 milliarder kroner, som udløste meget store gevinster til en række ledende medarbejdere.

Den øverste chef, Bo Nilsson, fik en aktiegevinst på mere end 500 millioner kroner.

Nets taber millionsag: Chef på barsel havde ret til aktiekøb 

Mere fra Watch Medier

Det nye Nordea Pension skal fylde mere i landskabet end Topdanmark Liv

Med Nordeas kræfter inden for distribution skal det tidligere Topdanmark Liv - nu Nordea Pension - blive en større spiller på pensionsmarkedet, siger privatdirektør Mads Skovlund fra Nordea efter overtagelsen. Nordeas privatkunder kan give selskabet mange nye kunder, vurderer aktuar.

MT Højgaard skal bygge for Novo Nordisk i Bagsværd

Byggekoncernen MT Højgaard får del i en milliardaftale med Novo Nordisk, der har planer om at udvide produktionsfaciliteterne i Bagsværd for milliarder. Højgaards del af byggesummen løber op i ca. 600 mio. kr.

Læs også

Relaterede

Seneste nyt fra alle vores medier

Jobs fra alle vores medier

Se flere jobs

Se flere jobs