Dan Jørgensen gør klimastatus: "Ingen sektor kommer til at gå fri inden 2025"

24 klimaindsatser skal bane vej for at nå de vedtagne reduktionsmål, fremgår det af Dan Jørgensens status på klimakursen og målet om 70 pct. CO2-reduktion i 2030.
Klimaminister Dan Jørgensen på pressemødet onsdag. | Foto: Ida Marie Odgaard
Klimaminister Dan Jørgensen på pressemødet onsdag. | Foto: Ida Marie Odgaard

24 indsatser skal sikre, at Danmark når i mål med en målsætning om 70 pct. CO2-reduktion i 2030 i forhold til 1990-niveau. Og samtlige sektorer skal hjælpe til.

Det siger klimaminister Dan Jørgensen (S) på et pressemøde i Klimaministeriet, hvor han præsenterer årets status på Danmarks klimakurs samt en grøn køreplan.

"Det betyder, at ingen sektor kommer til at gå fri inden 2025. Vi kommer til at genbesøge de områder, vi allerede har lavet aftaler på. I 2025 har vi genbesøgt alle sektorer mindst én gang," siger Dan Jørgensen.

I sin køreplan lægger regeringen op til, at samtlige beslutninger om, hvordan Danmark skal nå en 70-procentsmålsætningen skal være truffet inden 2025.

Målsætningen varslede statsminister Mette Frederiksen (S) allerede under en tale på DI's topmøde tirsdag. Dagens pressemøde skulle dermed ses som en "opfølgning" på gårsdagens tale.

Derudover peger Dan Jørgensen på, at reduktionspotentialet for de teknologiske løsninger, som regeringen arbejder med, langt overstiger den manko, som er tilbage – Danmark er nemlig et land, der allerede lever af den grønne omstilling.

"Vi skal udvikle teknologier, som resten af verden kan bruge. Det skal gøres med hensyntagen, at vi får skabt jobs, og at vi ikke flytter forureningen til andre lande," siger han på pressemødet.

Af teknologiske løsninger fremhæver Dan Jørgensen blandt anden pyroluse-, CCS- samt PtX-anlæg, der kan gøre Danmark som foregangsland.

Krav i klimaloven

Regeringen fremlagde for første gang et klimaprogram i 2020 på baggrund af et krav fra den såkaldte klimalov, som Folketinget vedtog samme år. Loven pålægger regeringen at give en årlig status på arbejdet med at nå målet om 70 pct. CO2-reduktion.

Under det første af de årlige klimaprogrammer vurderede regeringen blandt andet, at det vil koste mellem 16 og 24 mia. kr. at nå klimamålet i 2030, som CleantechWatch tidligere har beskrevet.

Men Klimarådet valgte i februar at dumpe regeringens foreløbige klimaindsats.

"Det er derfor Klimarådets samlede vurdering, at regeringens klimaindsats ikke anskueliggør, at 70-procentsmålet nås," skrev Klimarådet i sin statusrapport.

På dagens pressemøde fremhæver Dan Jørgensen også dumpekarakteren fra Klimarådet. Fremover skal en decideret køreplan sikre, at det ikke gentager sig.

"Vi vil planlægge arbejdet så rationelt så muligt. Vi har fra Klimarådet fået den vejledning, at hvis vi vil skabe den sikkerhed, at vi kommer i mål, er det vigtigt at have en plan, der viser, at også hvis nogle af potentialerne viser sig at være dyrere eller ikke lige så store, som vi regner med, så kan vi komme i mål," siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også