Regeringen vil bygge over 20.000 almene boliger i store byer

Regeringen vil gøre det muligt at opføre mere end 20.000 flere almene boliger over de næste 10-15 år - primært i de større byer, siger statsminister Mette Frederiksen i åbningstalen til folketinget.
Statsminister Mette Frederiksen (S) under åbningstalen i Folketinget tirsdag 5. oktober. | Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
Statsminister Mette Frederiksen (S) under åbningstalen i Folketinget tirsdag 5. oktober. | Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Er man førstegangskøber med et almindeligt job, kan det være vanskeligt at finde en bolig i en af landets større byer, og regeringen vil foreslå, at der bygges flere almene boliger, siger statsministeren i sin åbningstale.

"Vi har brug for endnu flere boliger, som er til at betale. Derfor vil regeringen gøre det muligt at opføre mere end 20.000 flere almene boliger over de næste 10-15 år. De fleste vil blive bygget i de større byer," siger Mette Frederiksen (S) i Folketinget.

Som eksempel på det aktuelle problem med boliger nævner statsministeren Nørrebro i København.

Her koster en gennemsnitlig treværelses lejlighed ifølge salgsannoncer hos større ejendomsmæglere mellem 4 og 6 millioner kroner. En tilsvarende ejerlejlighed koster 3-5 millioner i Aarhus.

"Hvis de er førstegangskøbere, så er det svært. Virkelig svært," siger Mette Frederiksen.

"Danmarks hovedstad er en by, hvor folk rent faktisk lever og bor. Endnu. Det er godt. Og når man ser rundt i verden, er det ingenlunde en selvfølgelighed. Men der er alligevel et problem. Et stort problem. Mange har ikke længere råd til at bo i vores alle sammens hovedstad," uddyber hun.

Det er ifølge statsministeren et problem, da man kan miste forståelse for hinanden. Hun citerer digteren Søren Ulrik Thomsen, der beskriver 1970’ernes blandede kvarterer, hvor kontorister, akademikere og "mærkeligt gennemsigtige eksistenser" boede dør om dør.

At bo dør om dør giver ifølge Mette Frederiksen en forståelse for andre menneskers vilkår.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også