Jim Snabe: Den digitale gevinst bliver større hvis vi skynder os

Det haster med nye digitale visioner for Danmark. Det mener Dansk Industri, der fredag fremlægger sine anbefalinger til den danske digitaliseringsstrategi i kølvandet på anbefalingerne fra regeringens eget digitaliseringspartnerskab.
Fra venstre: Jim Hagemann Snabe, Rikke Zeberg og Lars Sandahl sørensen. | Foto: Bo Hjuler
Fra venstre: Jim Hagemann Snabe, Rikke Zeberg og Lars Sandahl sørensen. | Foto: Bo Hjuler

De 46 anbefalinger, som regeringens digitaliseringspartnerskab præsenterede forleden, skal hurtigst muligt blive til virkelighed, hvis vi skal få den størst mulige værdi af dem.

Og så skal der skubbes yderligere på en række områder, blandt andet danske virksomheders adgang til eksempelvis sundhedsdata, der i Danmark er ganske omfattende, men som danske virksomheder har begrænset adgang til. Og så skal der gøres noget ved manglen på arbejdskraft i it-branchen.

Sådan lyder et par af anbefalingerne fra DIs digitale taskforce 'CEO Commitment', der i dag fredag fremlægger sine vigtigste digitale ønsker til regeringen.

Det er anbefalinger, der kommer umiddelbart efter at digitaliseringspartnerskabet 1. oktober også fremlagde sine ganske omfattende anbefalinger.

Fredag mødte ITWatch både Digitaliseringspartnerskabets formand, Jim Hagemann Snabe, DI-direktør Lars Sandahl Sørensen og branchedirektør Rikke Hougaard Zeberg fra DI Digital til en snak om anbefalingerne - og de betonede, at det ikke giver mening at vente yderligere med at iværksætte anbefalingerne.

"Når det gælder digital udvikling, gælder det om at være allerforrest. Det er der, at værdien ligger. Ved vi, at digitalisering giver værdi, er det dumt at udskyde værdiskabelsen. Så simpelt kan det siges. Og så har vi den fordel, at vi er et lille land med en høj grad af tillid og en høj grad af entrepenørkultur. Så vi har en chance, som mange andre ikke har, for at ligge helt forrest. Derfor er vi ambitiøse," siger Jim Hagemann Snabe, der er tidligere topchef for SAP og nuværende formand for A.P. Møller-Mærsk.

Samme syn har Rikke Zeberg, branchedirektør hos DI Digital:

"Danmark er blandt verdens bedste til digitalisering. Det er en af grundene til, at vi er kommet godt gennem pandemien. Nu skal vi udnytte det momentum, vi skal videre og det skal vi, fordi vi ved, at anvendelsen af ny teknologi bliver en af nøglerne til at løse de helt store samfundsudfordringer, som vi står over for. Det er udfordringer i forhold til klima, sundhed, fortsat vækst og demografisk tryk," siger hun.

Stærke folk omkring bordet

Digitaliseringspartnerskabet er sat sammen af et væld af interessenter, herunder også erhvervslivet og DI Digital. Sammen har de mange interessenter siden marts arbejdet med deres anbefalinger til indsatsområder i den danske digitaliseringproces, som under covid19 har været et underdrejet område, men som de kommende måneder ventes at blive sat højere på agendaen.

"Det opfatter jeg som grundlaget for digitaliseringspartnerskabet. Med de mennesker, der er samlet omkring bordet, forventer jeg, at vi rykker i partnerskab. Emnet er høj prioritet. Der kommer en finanslov, hvor vi vil se nogle af disse ting på finansloven. Der kommer også en ny digitaliseringsstrategi for Danmark, hvor vi forhåbentlig også vil se nogle af de ting, vi har anbefalet," siger Jim Hagemann Snabe.

De 46 anbefalinger blev præsenteret 1. oktober og spændte vidt og bredt - lige fra flere penge til Datatilsynets rådgivning, til bedre brug af data fra danskernes fitness-devices som Apple Watch og andre, samt en indsats for, at sociale medier ikke skal have lov at undergrave demokratiet, robotbiblioteker og en digital ombudsmand.

DI's digitale taskforce har været et sideløbende projekt, hvor man rendyrkede erhvervslivets ønsker til Danmarks digitale fremtid, hvoraf nogle dele også optræder i Digitaliseringspartnerskabets anbefalinger.

"Der er to store kategorier. Dels erhvervslivets digitalisering, som vi har puttet helt forest i rapporten. Det er der, væksten kommer fra, og det er der, velstanden kommer fra. Derfor er jeg også glad for at se, at DI tager den del af rapporten og ruller videre med det og laver commitments omkring det," siger Jim Hagemann Snabe.

Hans fokus er dog også på, hvor den offentlige sektor skal bruge pengene:

"Den anden store kategori er den offentlige sektors digitalisering. Det er her, vi skal bruge nogen af pengene. Og så er der meget en stor kategori omkring kompetencer, for hvis ikke vi har de digitale kompetencer, kan vi slet ikke lykkes med noget af det her," siger han.

Store investeringer

Lars Sandahl-Sørensen stemmer i:

"Der investeres helt astronomisk store beløb i dansk erhvervsliv i både automatisering og digitalisering og i, at sikre fremtiden. Og det gør der jo også i det offentlige Danmark. Jo mere vi kan harmonisere de kæmpestore investeringer, så vi får mest muligt ud af dem, jo bedre," siger han.

DIs Digitale anbefalinger cirkler om især data og brugen af data, om it-uddannelser og om digitale kompetencer hos både unge og i SMV-segmentet i almindelighed.

På dataområdet foreslår DIs taskforce således, at der skal udvikles en samfundskontrakt om, at tilgængelige data ikke må trække skind, men skal bruges til at skabe værdi, hvis det er muligt. Her fremhæves blandt andet sundhedsdata om et område, der er masser af i Danmark, men hvor DI oplever, at danske virksomheder skal til udlandet for at få adgang til sundhedsdata, der skal benyttes til udvikling af nye produkter.

Problemet løses med at udvikle dataplatforme, som skal stille offentlige og private data til rådighed, og hvor data kan deles på en måde, der både tilgodeser privatlivsbeskyttelse, GDPR og behovet for at kommercialisere området.

"Vi har jo lært, at et stærkt digitaliseret samfund på alle mulige måder er en stor fordel for os borgere, for erhvervslivet, for den offentlige sektor, og tryggere for den enkelte, når vi fx kan håndtere corona mere effektivt end eksempelvis i Tyskland. Vi er et godt sted allerede, og vi vil et endnu bedre sted hen," siger Lars Sandahl-Sørensen.

Tiltrække og fastholde ideerne

En anbefaling, der går igen hos både Digitaliseringspartnerskabet og hos DIs digitale taskforce, er behøver for at tiltrække og fastholde digitale talenter og digital udvikling i øvrigt. Ikke blot i IT-branchen, men i danske virksomheder i bred forstand, så it-innovation ikke blot bliver noget, der opstår i små startups, der bliver solgt til udlandet så snart de får værdi.

"Vi skal sørge for, at de gode ideer, vi heldigvis har mange af, også bliver i Danmark. Men vi har valgt også at lægge et fokus på eksisterende virksomheder, for det er den store bredde og dybde af virksomheder, der kan blive mere konkurrencedygtige med en øget digitalisering. Det vil skabe mere vækst og flere arbejdspladser, end blot at tænke i digitale, nystartede virksomheder," siger Jim Hagemann Snabe.

DI fremlægger sine anbefalinger i dag efter et halvt års arbejde.

Ny rapport: Send flere penge til Datatilsynet 

Regeringen indkalder til drøftelser om fremtidens digitale strategi

Regeringen løfter sløret for grøn digitaliseringsplan

Omfattende digitalisering kræver 5G

SMV'er kan nu søge millionpulje til digital håndsrækning 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også