SAS-ansatte vil have regeringen på banen i strid med ledelsen

Regeringen bør udøve et aktivt ejerskab i SAS, hvor ansatte mener, at det står særdeles sløjt til. Sådan lyder det fra en lang række personalegrupper i et brev stillet til bl.a. statsministeren.
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
Foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

SAS-ledelsen er gået for langt i sit fokus på at skære omkostninger, og det presser de ansatte, der melder om historisk dårlig trivsel og arbejdsmiljø.

For at rette op må regeringen tage en mere aktiv rolle via sin position som medejer af flyselskabet.

Sådan lyder det fra en lang række personalegrupper i SAS i et brev, der er stilet til statsminister Mette Frederiksen (S), finansminister Nicolai Wammen (S) og fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S).

"Vi skriver til jer med en bøn om, at I tager et mere aktivt ejerskab i SAS."

"Vores alle sammens flyselskab presser sine ansatte på en måde, som ikke kan være et statsejet selskab værdigt. Derfor ser vi os nødsagede til at rette henvendelse til jer som de ansvarlige ejere," skriver de ansatte.

Brevet er blandt andet underskrevet af Dansk Pilot Forening, Cabin Attendants Union, som er for kabineansatte, og HK Luftfart SAS, som repræsenterer kontoransatte.

Den danske stat og svenske stat ejer hver især 22 procent af aktierne i SAS og er de største aktionærer. De ansatte skriver i brevet, at "i et statsejet selskab er udviklingen altid en konsekvens af politiske valg".

Striden har på det seneste gået på, at SAS ifølge de ansatte er løbet fra en aftale ved ikke som det første at genansætte de personer, der blev fyret under coronakrisen.

Det tager udgangspunkt i, at SAS har etableret nye produktionsselskaber med billigere overenskomster.

Det betyder, at opsagte ansatte ikke automatisk har ret til at blive genansat i de nye selskaber.

"Ingen har haft blik for de negative konsekvenser, som SAS' fragmentering af selskabet over en årrække har betydet."

"Ingen har haft blik for den løbende udhuling af arbejdsvilkårene for vores kolleger."

"Og ingen har haft blik for, hvordan SAS finder på stadigt mere kreative virksomhedskonstruktioner, som udnyttes til at presse vores kolleger på alle niveauer i organisationen," skriver de SAS-ansatte.

Hos SAS forlød det i sidste uge fra koncerndirektør Simon Pauck Hansen, at "der findes ingen garantier for ansættelse i SAS".

Det styres af virksomhedens behov og markedets udvikling.

"Pandemien har været utroligt langstrakt, og det har været en utroligt hård periode for alle i industrien," sagde Simon Pauck Hansen.

Han sagde samtidig, at de nye produktionsselskaber blev oprettet inden coronapandemien.

"Vi ser, at det er vores mulighed for på danske, overenskomstdækkede vilkår at kunne begynde nu at ansætte medarbejdere i Danmark og også hjemtage visse arbejdspladser, som lå i udlandet inden pandemien."

"Det er det, vi nu langsomt begynder på i sammenhæng med genrejsningen af luftfarten," sagde Simon Pauck Hansen.

Læs mere her:

SAS' nye overenskomster vækker kritik på Christiansborg: "Det er en led måde at opføre sig på" 

SF-profil hælder til salg af statslige SAS-aktier efter ny overenskomststrid 

Konservativ ordfører forsvarer SAS: Ingen problemer når der er tegnet overenskomst 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også