700 minkavlere anlægger sag mod staten
![Tage Pedersen er formand for Dansk Pelsavlerforening. | Foto: PR Kopenhagen Fur](https://photos.watchmedier.dk/watchmedier/resize:fill:3840:0:0/plain/https://photos.watchmedier.dk/Images/article12713731.ece/ALTERNATES/schema-16_9/formand-tage-pedersen-2-high-res.jpg)
Mange minkavlere var nødsaget til at destruere deres skind, inden de kunne sælges på auktion, hvortil avlerne blev kompenseret med 250 kr. pr. destrueret skind.
I gennemsnit har minkskind dog solgt for 323 kr. på Kopenhagen Furs auktioner gennem året, og derfor vil omkring 700 minkavlere have yderligere godtgørelse for sine skind, skriver Børsen.
"Vi kan ikke leve med, at alle de avlere, der desværre måtte destruere dyrene, stilles ringere, end de avlere, som under et i øvrigt umenneskeligt pres faktisk fik pelset og kunne sælge skindene, så i det mindste nogle af værdierne kunne reddes. Derfor indleder vi nu et samlet søgsmål på vegne af de berørte avlere," skriver Tage Pedersen, formand for Dansk Pelsavlerforening, i en mail til mediet.
Det samlede krav lyder på 600 mio. kr., som svarer til differencen mellem de to priser ganget med de otte millioner skind, der blev brændt.
En af disse minkavlere er Poul Erik Bagger, der anerkender, at prisen er drevet af det mindre udbud, der kom ved destruktionen af millioner af skind, men sagen er blevet blåstemplet af en unavngivet advokat, påpeger han.
Regeringen indgik en minkaftale med partierne Venstre, Radikale Venstre, SF og Liberal Alliance. Her blev afsat næsten 19 mia. kr. i erstatning til hele erhvervet, hvoraf 3,1-4,1 mia. kr. går til følgeindustrien.