Flertal tegner sig bag regeringens ønske om nye restriktioner

Krav om mundbind og udvidet krav om coronapas kan blive en realitet fra på mandag efter regeringens forslag.
Sundhedsminister Magnus Heunicke under pressemøde i Egtveds Pakhus 24. november, hvor nye mundbindsregler blev fremlagt. | Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
Sundhedsminister Magnus Heunicke under pressemøde i Egtveds Pakhus 24. november, hvor nye mundbindsregler blev fremlagt. | Foto: Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
af ritzau

Regeringen ser ud til at kunne få et flertal i Folketingets Epidemiudvalg til at få indført krav om mundbind i kollektiv transport og i butikker samt udvidet brug af coronapas.

Regeringen foreslår, at de skærpede restriktioner træder i kraft fra mandag.

Det sker efter den seneste tids stigning i antallet af smittede og indlagte med coronavirus.

"Det er klart, at det kommer vi til at bakke op om. Det er også det, som myndighederne anbefaler," siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund.

Også De Radikale vil stemme for forslaget, siger sundhedsordfører Stinus Lindgreen (R), der er formand for Epidemiudvalget.

"Ja. Jeg har længe sagt, og det var også det, som eksperterne sagde tilbage i september, at mundbind er det næste logiske skridt," siger han.

De Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, er som udgangspunkt positiv over for regeringens ønske.

"Det er sundhedsmyndighedernes anbefalinger, så det er lidt vanskeligt at se, at der er andre muligheder end de to ting her, når vi gerne vil have lagt en dæmper på smittetrykket," siger han.

Per Larsen vil dog gerne dykke helt ned i papirerne, inden han vender tommelen endegyldigt op for regeringens forslag.

Epidemiudvalget tæller 21 folketingsmedlemmer, og der må ikke være flertal i udvalget imod regeringens ønske, hvis det skal gennemføres.

Socialdemokratiet, De Radikale, De Konservative og Enhedslisten har til sammen 11 pladser i udvalget, der mødes torsdag aften.

Stinus Lindgreen peger på, at fordelene ved brug af mundbind som smitteforebygger står meget klarere i dag end for et år siden, da mundbind var et ret nyt redskab i bekæmpelsen af coronavirus.

"Der er rigtig god evidens for, at det faktisk virker."

"Så at indføre det de steder, hvor du er sammen med mange mennesker, du normalt ikke ser, og du bare ikke lige kan gå, for eksempel i offentlig transport og ved køen i supermarkedet, dér giver det rigtig god mening."

"Så det er meget fornuftigt at indføre det på nuværende tidspunkt. Og så er der den bonus ved mundbind modsat coronapas, at det også virker på andre sygdomme."

Epidemikommissionen har blandt andet anbefalet krav om mundbind i kollektiv transport og dagligvarebutikker, indkøbscentre og på takeawaysteder.

Det samme er tilfældet på sygehuse, klinikker og i ældreplejen.

Kommissionen ønsker krav om gyldigt coronapas på blandt andet statslige arbejdspladser og hos frisører og tatovører.

Regeringen vil igen indføre mundbind i transport og butikker

Falck vil tilbyde selvtest fra Roche

Butiksansatte vil undtages krav om mundbind 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også