
Specialstyrker fra den danske fregat Esbern Snare har dræbt fire pirater og såret en femte under en ildkamp i Guineabugten, oplyser Forsvaret.
Træfningen fandt sted onsdag eftermiddag, da soldater fra Frømandskorpset ville kontrollere en motorbåd med en besætning på otte, som udviste mistænkelig adfærd i det piratplagede farvand.
"Esbern Snare kaldte piraterne op for at bringe dem til standsning, så de danske soldater kunne komme ombord. Da piraterne ikke reagerede, afgav de danske styrker varselsskud jævnfør deres beføjelser. Piraterne åbnede derefter ild direkte mod de danske soldater. De danske soldater reagerede herefter i selvforsvar og besvarede ilden fra piraterne," skriver Forsvaret i en pressemeddelelse.
Fire pirater blev dræbt under den korte ildkamp, der fulgte, og en femte blev såret. Ingen danske soldater kom noget til ifølge pressemeddelelsen.
Esbern Snare er sendt til farvandet ud for Vestafrika for at beskytte international skibsfart mod truslen fra pirater. En Seahawk-helikopter blev onsdag sendt op fra fregatten som reaktion på en forhøjet trussel om pirateri på havet syd for Nigeria.
Helikopteren fandt en hurtigtgående motorbåd med en mistænkeligt udseende besætning på otte mand og redskaber, "man forbinder med pirateri, herunder stiger", hedder det i pressemeddelelsen fra Forsvaret.
En hurtigtgående båd blev sendt afsted fra Esbern Snare med elitesoldater fra Frømandskorpset. Træfningen fandt sted, da de danske soldater forsøgte at standse og borde den mistænkelige motorbåd.
Læs mere her:
Drabene på pirater i Guineabugten ændrer billedet af operationen radikalt
Dansk fregat dræber pirater i område for danske handelsskibe