
Det danske aktiemarked var mandag præget af store kursfald.
Omkring 14-tiden var det ledende aktieindeks, C25, faldet med 3,2 procent.
C25-indekset består af de 25 største aktier på den danske børs. Det vil sige, at det blandt andet består af aktierne i Mærsk og Novo Nordisk.
Ifølge MarketWire er der flere årsager til det store fald.
Foruden den geopolitiske usikkerhed i konflikten mellem Ukraine og Rusland er frygt for inflation og stigende renter med til at skabe nervøsitet i et marked, hvor mange aktier var kommet højt op i forhold til indtjeningsudsigterne, skriver MarketWire.
Selv om mandagens foreløbige fald i C25-indekset stikker markant ud, så er det stadig et stykke fra det historisk største fald nogensinde for C25-indekset.
Det største fald på en enkelt dag var 12. marts 2020, hvor indekset dykkede otte procent. Det var på niveau med det, der blev set under finanskrisen.
Faldet kom, dagen efter at statsminister Mette Frederiksen (S) lukkede store dele af Danmark ned for at bremse coronasmitten.