CBS-undervisere fratrådt - sammenlignede coronapas med jødepas

To undervisere i makroøkonomi på Copenhagen Business School, som afviste at undervise, så længe der var krav om coronapas, og sammenlignede det med jødepas under 2. Verdenskrig, arbejder nu ikke længere på CBS.
Selv om coronapas på uddannelser afskaffes fra tirsdag, er de to arbejdsvægrende undervisere på CBS nu fortid. | Foto: Martin Lehmann
Selv om coronapas på uddannelser afskaffes fra tirsdag, er de to arbejdsvægrende undervisere på CBS nu fortid. | Foto: Martin Lehmann
af ritzau

To undervisere på Copenhagen Business School (CBS), som har sammenlignet coronapas med jødepas, er fratrådt deres stillinger.

Det oplyser CBS i en skriftlig kommentar til DR Nyheder.

"Jeg kan bekræfte, at de to medarbejdere er fratrådt deres stillinger på CBS. Jeg kan også oplyse, at det ikke får negative konsekvenser for studerende. Undervisningen i makroøkonomi gennemføres som planlagt med en anden underviser," siger konstitueret rektor Inger Askehave.

Det skabte stor debat, da de to undervisere forud for semesterstart 31. januar meldte ud, at de nægtede at undervise, så længe der var krav om coronapas på skolen.

Deres udmelding kom, før det i sidste uge blev meddelt, at stort set alle restriktioner - herunder kravet om coronapas på uddannelserne - bliver afskaffet fra 1. februar.

Der var Ekstra Bladet, som var først til at fortælle historien om de to undervisere, der havde skrevet en opsigtsvækkende mail til 120 studerende.

I mailen oplyste Rasmus Hougaard Nielsen og Ole Bjerg, der begge underviser i makroøkonomi, at de ikke ville undervise, så længe der var krav om coronapas.

"For os er der ingen væsentlig forskel på coronapasset og det jødepas, der blev indført under Anden Verdenskrig," stod der blandt andet i mailen til de studerende.

Sammenligningen har mødt stærk kritik. Kritikere har anført, at den viser manglende forståelse for historien.

Den ene af underviserne, Rasmus Hougaard Nielsen, har tidligere over for DR Nyheder forklaret, hvorfor han ikke ville undervise med kravet om coronapas.

Her sagde han, at han frygtede at tage del i en strafbar handling ved at undervise med kravet.

"Man tvinger de studerende til enten at blive testet eller blive vaccineret, og der kan der være elever, der står tilbage med psykiske mén eller fysiske bivirkninger, og det vil jeg ikke stå til strafferetligt ansvar for," sagde han.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også