EU vil vedtage de hårdeste sanktioner nogensinde

EU vil implementere den hårdeste pakke sanktioner nogensinde mod Rusland, siger udenrigschef Josep Borell på et pressemøde med kommissionsformand Ursula von der Leyen, som lover sanktionerne vedtaget senere torsdag.
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU's udenrigschef, Josep Borrell, på et fælles pressemøde torsdag morgen. | Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU's udenrigschef, Josep Borrell, på et fælles pressemøde torsdag morgen. | Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix
af ritzau

Efter Ruslands angreb på Ukraine ventes EU-landenes stats- og regeringsleder at enes om massive sanktioner.

Rusland har gennemført et "barbarisk" angreb på Ukraine. Og det vil blive straffet med de "hårdeste sanktioner", som EU-landene nogensinde har vedtaget.

Sådan lyder det fra EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, og EU's udenrigschef, Josep Borrell, på et fælles pressemøde efter Ruslands angreb på Ukraine torsdag morgen.

"EU vil svare tilbage på stærkest mulige vis. EU vil implementere den hårdeste pakke sanktioner nogensinde," siger Josep Borrell.

Ifølge Borell er der tale om den "største overtrædelse af international ret". Ruslands fremfærd i Ukraine vil koste mange liv, siger han.

"Senere i dag vil vi præsentere en pakke med massive sanktioner for EU-landenes ledere," lyder det fra Ursula von der Leyen.

Udmeldingen kommer, forud for at EU-landenes ledere torsdag aften skal mødes til et ekstraordinært topmøde i Bruxelles.

Her ventes de at vedtage sanktionspakken og samtidig diskutere anden hjælp til Ukraine, og hvordan man skal håndtere den ventede flygtningestrøm fra Ukraine.

Ifølge von der Leyen vil sanktionspakken ramme Rusland på flere måder. EU vil lægge op til, at vigtige sektorer i Ruslands økonomi får blokeret deres adgang til europæiske markeder. Derudover ventes Ruslands adgang til finansiering at blive stoppet.

Ursula von der Leyen lægger også op til at indefryse russiske midler og isolere russiske ledere. Det kan eksempelvis være i form af indrejse- og opholdsforbud.

"Ruslands ledere vil blive isoleret i hidtil uset grad," siger EU's udenrigschef, Josep Borrell, på pressemødet.

Ifølge EU-Kommissionens formand arbejder EU nu på at koordinere sanktionerne med en række allierede lande som USA, Storbritannien, Australien og Canada.

"Vi vil svække Ruslands økonomi og bremse Ruslands mulighed for modernisering," siger von der Leyen.

Hun appellerer samtidig til den russiske befolkning om at genoverveje dens opbakning til Putin.

"Vi ved, at mange russere ikke ønsker krig. Putin risikerer fremtiden for Ruslands befolkning," siger von der Leyen.

Hun opfordrer samtidig Rusland til at trække sine tropper ud af Ukraine.

Danske aktier dykker voldsomt efter russisk angreb

Russisk angreb på Ukraine ryster markederne 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også