Krig sender rystelser gennem de finansielle markeder

Ruslands angreb på Ukraine har udløst kraftige reaktioner på finansielle markeder over hele verden. I Europa får især aktierne store hug, mens olie, guld og obligationer stiger. På det danske marked står aktieindekset C25 først på eftermiddagen til et fald på omkring fire procent med Ørsted-aktien som eneste lyspunkt.
Aktiemarkederne fik en rystetur. Her DAX-indekset i Frankfurt torsdag middag. | Foto: DANIEL ROLAND/AFP / AFP
Aktiemarkederne fik en rystetur. Her DAX-indekset i Frankfurt torsdag middag. | Foto: DANIEL ROLAND/AFP / AFP
af Hella Andersen og marketwire

Ruslands militære angreb på Ukraine udløste torsdag en klassisk krigsreaktion på de finansielle markeder: Det vil sige udsalg af risikable aktiver som aktier og opkøb af olie, guld, statsobligationer og såkaldte flugtvalutaer som dollar og schweizerfranc.

Kort sagt rygmarvsreaktioner, som Sydbanks aktieanalysechef i Sydbank Jacob Pedersen, kalder det i en kommentar.

"Aktiekurser og aktiefutures falder markant på krigshandlingerne, olieprisen stiger kraftigt til nu over 100 dollar, og investorerne søger generelt mod 'sikre havne'. Krig i Vesteuropas baghave kan kun være dårligt nyt for aktieafkastet, og derfor er der høj risiko for, at den turbulens, som året er begyndt med, vil fortsætte i den næste periode," skriver han.

I Danmark ligger aktiemarkedet første på eftermiddagen til et stort samlet fald ført an af kraftige fald i ISS, Mærsk, Rockwool, FLSmidth, Danske Bank og DSV.

C25-indekset falder omkring fire pct. til 1591,31 ved 14-tiden, og dermed er indekset fortsat dybt i rødt, selv om der er blevet samlet en anelse op siden det helt store dyk ved åbningen på over 5 pct.

Tropper over grænsen

Natten til torsdag har Ruslands præsident, Vladimir Putin, med egne ord indledt en "særlig militær operation" i det østlige Ukraine, og siden har der været meldinger om eksplosioner og væbnede sammenstød flere steder i landet. Ukraine er også efterfølgende gået i officiel undtagelsestilstand, og der er rapporteret om de første dødsfald som følge af krigen.

Det brede europæiske Stoxx 600-indeks falder 4 pct. I Europa er det bankerne, der er hårdest ramt, hvilket primært skyldes faldende renter. Sektoren smider 7,2 pct. Også bilindustrien er ramt med et fald på 5,8 pct., mens rejseaktier som sektor smider 5,4 pct.

Udviklingen på de tre største europæiske aktiemarkeder afspejler også udviklingen og ligger efter middag dybt i rødt. Det britiske FTSE 100-indekset sætter sig 3,2 pct. Det tyske DAX-indekset falder 5 pct. og det franske CAC 40-indeks falder 4,9 pct.

Men størst er faldene dog i de russiske indeks, som investorerne er i færd med at forlade. Det russiske aktier målt på MOEX-indekset ligger til et fald på 33,1 pct. over middag torsdag.

I USA falder futures for de tre store indeks omkring 2 pct.

"Det, vi ser, er en forlængelse af det, vi allerede så, inden markedet åbnede herhjemme. Nervøsiteten er stor, og det påvirker især de russiske områder og de russiske indeks. Vi ser det også i europæiske indeks og amerikanske futures," siger Otto Friedrichsen, der er aktiechef hos Formuepleje, ved middagstid til MarketWire.

Risikoappetitten er begrænset, nervøsiteten er høj, og man søger ud af risikoaktiver og over i de mere sikre aktiver som statsobligationer og dollar, fortsætter han.

Undtagelsen Ørsted

Kun Ørsted-aktien holder snuden oven vande i det danske indeks og stiger lige over x pct. pct. til xxx kr.

"Markedet sidder og venter på, hvad reaktionsmønstret bliver, og i forhold til energi er Europa i meget høj grad afhængig af Rusland. En forstyrrelse af de linjer, der er i øjeblikket, vil kunne føre til yderligere prisstigninger på energi, og derfor er der fokus på energiselskaber," siger Otto Friedrichsen.

Faldende renter

Flugten ud af aktier giver også sig udslag i stigende obligationskurser og dermed faldende renter. De danske statsrenter falder således markant torsdag, hvor Ruslands angreb i Ukraine fylder hele sendefladen.

Midt på dagen er renten på den toneangivende statsobligation dykket til 0,42 pct., hvilket svarer til et samlet fald på 9 basispoint siden åbning oven på et fald på 3 basispoint onsdag.

 

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også