Jysk holder ukrainske butikker lukket på ubestemt tid i højspændt situation

Det er usikkert, hvornår Jysk kan genoptage aktiviteterne i Ukraine, hvor koncernens 86 butikker siden torsdag har været lukket ned, og hvor en butik har været ramt af angreb. Også online salget er lukket midlertidigt, og personalesituationen er uklar, fortæller kommunikationsdirektør.
Jysk oplyser på sin ukrainske hjemmeside, at butikker og netbutikker er lukket på grund af den militære situation i landet, hvor Jysk kæmper med at få overblik over situationen for koncernens knap 800 ansatte | Foto: Screenshot
Jysk oplyser på sin ukrainske hjemmeside, at butikker og netbutikker er lukket på grund af den militære situation i landet, hvor Jysk kæmper med at få overblik over situationen for koncernens knap 800 ansatte | Foto: Screenshot
AF LOUISE RESEKE, REDAKTØR, DETAILWATCH

Den russiske invasion af Ukraine fik torsdag Jysk til at lukke detailkoncernens 86 butikker i landet, hvor Lars Larsen Groups har været til stede med Jysk siden 2004.

Også møbelproducenten Actona, der er et datterselskab under Lars Larsen Group, holder sin fabrik i Ukraine midlertidigt lukket, fortæller kommunikationsdirektør Rune Jungberg Pedersen.

”Det er en situation, som udvikler sig fra minut til minut, og det vigtige for os lige nu er, hvad vi kan gøre for at hjælpe vores kolleger i Ukraine. Det handler i første omgang om mennesker, vi vil selvfølgelig også gerne sælge nogle dyner, men lige nu er det fuldstændig sekundært,” siger Rune Jungberg Pedersen, der uddyber, at Jysk også har lukket for online salget i Ukraine.

Den alvorlige sikkerhedsmæssige situation, som den familieejede detailkoncern akut har skullet forholde sig til og navigere i blev understreget fredag, da en af Jysks butikker i udkanten af Kiev blev ramt og brød i brand i forbindelse med den russiske fremrykning mod hovedstaden. På billeder, Ekstra Bladet bragte, sås røg og flammer komme ud af den tomme butiksbygning.

Der er ifølge Rune Jungberg Pedersen ikke forlydender om, at andre butikker skulle være blevet ramt.Sikkerhedsmæssigt er det dog medarbejdere og ikke butikker, kræfterne koncentreres om, siger han.

"I forhold til sikkerhed har vi fuld fokus på vores medarbejdere."

Knap 800 lokalt ansatte

Hvordan situationen er for de 774 ansatte, som Jysk ifølge kommunikationsdirektøren beskæftiger i Ukraine, er en af de usikkerheder, koncernen og den ukrainske landeledelse med direktør Ievgenii Ivanytsia i spidsen p.t. kæmper med at få overblik over. Det er uvist hvorvidt og hvor mange, der fx har valgt at tage væk, forsøger at forlade landet eller har meldt sig til militær tjeneste.

”Der er lige vedtaget en ny lovgivning om, at mænd mellem 18-60 år ikke må forlade Ukraine fx, så der foregår rigtig mange ting lige nu, og alle medarbejderes situationer er forskellige, så opgaven er stor med at følge med i, hvad der sker og få et overblik,” siger Rune Jungberg Pedersen.

Jysk oplyser på sin ukrainske hjemmeside, at butikker og netbutik er lukket på grund af undtagelsestilstanden i landet, og den ukrainske landedirektør har på sin Linkedin-profil ligeledes adresseret den usikre situation og bedt om forståelse for, at prioriteringerne på kort tid har taget et hårdt kursskifte.

Kommunikationsdirektør Rune Jungberg Pedersen forventer ikke, at genåbningen af de 86 fysiske butikker står lige for.

”I første omgang skal der være sikkert i det område, hvor man gerne vil genåbne butikker og lige nu tror jeg ikke, der er ret mange, der har et overblik over, hvor der er sikkert i Ukraine. Vi har butikker i hele landet, og der kan være meget stor forskel på situationen de enkelte steder.”

Jysk har i alt 3085 butikker i 50 lande - det største marked for koncernen er Tyskland med over 950 butikker, efterfulgt af Polen med godt 259 butikker. Herefter følger Sverige og så Danmark med 111 butikker. Jysk har også 13 butikker i Rusland, hvor den første butik åbnede i 2020.

Lars Larsen Group øgede i seneste regnskabsår for 2020/21 omsætningen med syv pct. til 39,1 mia. kr. mod 35,6 mia. kr. året før. Resultatet før skat steg til 6,5 mia. kr. Heraf stod Jysk for langt hovedparten med en omsætning på 32,6 mia. kr. og et resultat før skat på 4,5 mia. kr.

DetailWatch går i luften i løbet af foråret. Du kan tilmelde dig vores nyhedsbrev her.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også