Hvede-prishop giver dyrere fødevarer nu og resten af året

Hvedepriserne tordner opad, fordi eksporten fra Rusland og Ukraine er lagt ned efter invasionen. Der er risko for forsyningssikkerheden på grund af usikkerhed om såvel fragt som såning og høst i Ukraine i den kommende sæson.
Kommer der til at se sådan ud i Ukraine til sommer? Den store hvedeproducent risikerer forhindringer for såning, gødskning og høst. | Foto: Valentyn Ogirenko/Reuters/Ritzau Scanpix
Kommer der til at se sådan ud i Ukraine til sommer? Den store hvedeproducent risikerer forhindringer for såning, gødskning og høst. | Foto: Valentyn Ogirenko/Reuters/Ritzau Scanpix
af ritzau

Krigen i Ukraine har ikke kun fået oliepriserne til at ryge i vejret på verdensmarkedet.

Også prisen på hvede - der både bruges som foder og til at producere fødevarer med - er katapulteret opad den seneste uge.

Fra at have ligget nogenlunde stabilt fra november til slutningen af februar, er den nu steget op mod 40 procent.

"Både Rusland og Ukraine er storleverandører til de globale markeder af hvede med en samlet markedsandel på mere end 30 procent. Det sætter sig i priserne, når de bliver udelukket fra at deltage i den globale handel, og udbuddet på den måde bliver væsentligt mindre," forklarer Martin Kristian Brauer, der er cheføkonom i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer.

Oven i det faldende udbud er problemerne med overhovedet at kunne fragte hvede ud af Ukraine eller Rusland afspejlet i prisen.

Risiko for en hel tabt sæson

Og så er der ingen, der ved, om der kan blive høstet hvede i Ukraine til sommer.

"Det afhænger af, hvor omfattende konflikten bliver, og det er der stor usikkerhed forbundet med. Det er derfor, at priserne springer op lige nu," siger cheføkonomen.

De stigende priser påvirker både de danske svine- og kvægproducenter og fødevarevirksomheder. Og det vil uundgåeligt føre til højere forbrugerpriser.

"Der er et kæmpe prispres, ikke mindst fordi energipriserne også er steget kraftigt. Og fordi varer som majs og soja også er steget sammen med hveden, er der ikke noget billigere alternativ. Derfor kan man forvente, at fødevarepriserne vil få et godt ryk opad det meste af året, vurderer Martin Kristian Brauer.

Han understreger dog, at danskerne ikke behøver være bange for fødevareknaphed.

"Vi har en høj selvforsyningsgrad på en bred vifte af produkter. Derfor vil vi stadig kunne levere varer til butikkerne. Vi kommer ikke til at se nogen mangelsituationer," siger han.

 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også