Krigen i Ukraine sender hvedeprisen markant i vejret

Siden Ruslands invasion af Ukraine er hvedeprisen steget 36 pct. Men også store russiske eksportvarer som palladium, nikkel, aluminium, guld og sølv stiger i pris.
Rusland og Ukraine er storeksportører af hvede. | Foto: Jens Dresling
Rusland og Ukraine er storeksportører af hvede. | Foto: Jens Dresling
af marketwire

Det er ikke kun olie- og gasmarkedet, der har set prisstigninger oven på Ruslands invasion af Ukraine torsdag i forrige uge.

Ruslands produktion og eksport af råvarer er stor og dækker en væsentlig andel ikke mindst af verdens forbrug af kornprodukter og palladium.

En opgørelse fra Jyske Bank viste fredag i sidste uge, at Rusland eksporterer 10 pct. af verdens forbrug af kornprodukter. Inklusive Ukraine er andelen endda helt oppe på 25 pct.

Og det afspejler sig i hvedeprisen.

Prisen på møllehvede stiger mandag 8 pct. til 401 euro per ton og er steget samlet 36 pct. siden invasionen.

Både Rusland og Hviderusland er ifølge Jyske Bank desuden væsentlige eksportører af kunstgødning, og det kan give problemer på lidt længere sigt.

"Dyr gødning forud for forårets såning, samtidig med krig i et af verdens helt store eksportlande, kan kun signalere lavere udbytte, når høsten er i hus til efteråret," skriver banken i fredagens notat.

Rusland står desuden for 44 pct. af verdens produktion af det lette platinmetal palladium, som ifølge Jyske Bank er vigtigt for katalysatorer i bilindustrien og i den grønne omstilling, hvor det benyttes til at rengøre og lagre brint.

Prisen på palladium stiger mandag 11 pct. til 3337,89 dollar per troy ounce. Det er 36 pct. mere end niveauet, inden krigen brød ud.

Rusland producerer i øvrigt en del guld, aluminium, nikkel og sølv.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også