Gældspukkel skal afvikles nu: Branche frygter for de svageste restauratører

Brancheorgansationen DRC ser med stor bekymring på de danske restauranters evne til at indbetale momslån til staten 1. april.
Der har manglet gæster i de seneste to år i mange hjørner af restaurationssektoren. Arkivfoto | Foto: Ladefoged Joachim/Ritzau Scanpix
Der har manglet gæster i de seneste to år i mange hjørner af restaurationssektoren. Arkivfoto | Foto: Ladefoged Joachim/Ritzau Scanpix

Mange gange er frygten for en konkursbølge i restaurationssektoren blevet luftet og siden afblæst igen.

Nu står sektoren - sammen med resten af dansk erhvervsliv - overfor en klokkeklar tidsfrist, hvor 21,7 mia. kr. i moms- og skattelån forfalder den 1. april. Selv om dansk økonomi generelt er i høj fart, frygter brancheorganisationen Danmarks Restauranter og Caféer (DRC) for konsekvenserne i sektoren.

”Når alt kommer til alt handler det om driften i forretningerne, og den er ukendt. Forretningerne er bygget op om et kundegrundlag, vi ikke længere kender og på en helt anden margin end før corona,” siger vicedirektør Jeppe Møller-Herskind - og henviser også til høje fødevarepriser og mangel på hænder.

”Det er hele tiden nyt land for restauratørerne, og derfor flytter forudsætningerne for at afvikle gæld sig også.”

Brancheorganisationer om snarlig afdrags-deadline: Dybt urealistisk og urimeligt

Kæmpe gældspukkel

I alt har 44.800 virksomheder ifølge Skattestyrelsen en samlet gæld på 21,7 mia. kr., der skal afvikles til 1. april - eller man har en måned til at ansøge om en betalingsordning over 24 måneder.

Men verden ændrer sig så hastigt, at der ifølge DRC er brug for en ny model, hvis man skal undgå en bølge af konkurser over de kommende to år, hvor gælden skal afdrages.

”Omfanget af udfordringerne kender vi ganske enkelt ikke, før vi ser, hvordan det spiller sig ud. De næste to år, som ser historisk udfordrende ud, vil vise konsekvenserne. Men vi synes, at tilgangen er at spille russisk roulette med vores branche og alle de mange gode arbejdspladser,” siger Jeppe Møller-Herskind.

Kæmpe gråzone

Hos drikkevareselskabet Bevco fra Aarhus, der har et bredt udsnit af restaurationssektoren som kunder, er man ligeledes i stor tvivl om, hvordan økonomien reelt ser ud hos kunderne efter to år med nedlukninger, hjælpepakker og usikkerhed.

”Udfordringen er, at mange i branchen tjener deres penge i fjerde kvartal, og det kunne de ikke sidste år, og nu skal de betale gælden. Så hvis der ikke kommer godt gang i den her til foråret, tror jeg, at mange kommer i problemer og ikke kan betale deres afdrag,” siger adm. direktør og medejer Jesper Nedergaard Jepsen.

Han ser de største udfordringer blandt de mindste og mindre restauratører, hvor den økonomiske polstring kan være lille, hvor der har været stille i forretningen længe, og hvor man nu også oveni oplever voldsomme stigninger i varmepriser og el.

”De er afhængige af, at der kommer gang i forretning, og forhåbentlig bliver der masser af restaurationsliv her i foråret, for det har vi behov for i branchen. Man skal ikke glemme, at det handler om en branche i vækst, og det er synd, hvis man negligerer det politisk,” siger Jesper Nedergaard Jepsen.

Han mener dermed, at sektoren har fået en for ringe aftale på plads med en betalingsordning til for høje renter, der timingsmæssigt kommer oveni en masse andre udfordringer.

Brug for anden løsning

Hos DRC og brancheorganisationen Horesta har man længe peget på problemerne i sektoren, der blev forstærket med nedlukningen omkring den vigtige juletid.

DRC-vicedirektøren peger på, at man skal se gældspuklen i lyset af de mange udfordringer, der tårner sig op omkring fødevarebranchen lige nu.

”Afdragsordningen er lavet ud fra nogle andre forudsætninger dengang, men der bare sker noget nyt i markedet hele tiden. De største udfordringer lige nu er fødevarepriser og arbejdskraften, hvor gælden er i midten af cirklen, som de andre udfordringer kredser rundt om,” siger Jeppe Møller-Herskind.

Mens storbankerne Nordea og Danske Bank tidligere har været ude og afblæse frygten for en konkursbølge, er man langt fra lige så sikker i branchen. Især de små og mindre restaurationer kan være meget udsatte - og heller ikke have let ved at få hjælp i banken, lyder det fra DRC.

”Vi har råbt om dette siden august med appel om at lave ny ordning med en gældsmodel, der ikke har renter på 8,75 pct – for det er et voldsomt niveau for en presset branche,” siger vicedirektøren.

Bukker under

I Aalborg har en af byens kendte restauratører netop kastet håndklædet i ringen på grund af høj momsgæld. Selskabet bag restauranten La Locanda i centrum af Aalborg lukkes ifølge Nordjyske - og restauratør Carlo Liberati må sig sig nødtvunget til at starte driften op i nyt selskab.

Han peger på, at det har været sidste udvej, fordi færre gæster og problemer med at skaffe arbejdskraft oven i en momsgæld på omkring 1 mio. kr. ikke har givet vej ud af problemerne.

”Det er virkelig ikke for at snyde nogen eller stjæle eller sådan noget, overhovedet. Du kan bare ikke kæmpe imod noget, der er større end dig. Det er nogle uforudsigelige ting, der sker hver dag, som du bare må indrette dig efter. Det er ikke let,” siger Carlo Liberati til Nordjyske.

Læs mere her:

Regnskabets time: Nu forfalder virksomhedernes momslån 

Brancheorganisationer om snarlig afdrags-deadline: Dybt urealistisk og urimeligt

Restaurantkoncern: Det vil tage fire år at betale coronagæld tilbage


Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også