Familien Stadils æggebakkefirma bliver i Rusland af frygt for overtagelse

Det danske æggebakkeproducent Hartmann frygter at måtte overdrage aktiver til den russiske stat ved et exit fra Rusland, fortæller direktøren. Også Rockwool og Ecco fortsætter aktiviteterne i Rusland.
Topchef i Brødrene Hartmann Torben Rosenkrantz-Theil. | Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix
Topchef i Brødrene Hartmann Torben Rosenkrantz-Theil. | Foto: Gregers Tycho/Ritzau Scanpix
af ritzau og emma kjær lauridsen

Flere danske virksomheder fortsætter med at drive forretning i Rusland, selv om det bliver ved med at føre krig mod nabolandet Ukraine.

En af hovedårsagerne til at blive i landet er bekymring for, at den russiske stat bare vil overtage deres aktiviteter og føre dem videre på egen hånd.

Det fortæller topchefen fra den danske æggebakkeproducent Hartmann, der har familien Stadils holdingselskab, Thornico, som hovedaktionær.

I 2021 købte Hartmann en æggepakningsfabrik i Rusland. Hvis selskabet indstiller produktionen eller sætter fabrikken til salg, vil den russiske regering ifølge topchef Torben Rosenkrantz-Theil vinde mere, end hvis Hartmann opretholder driften.

”Det største økonomiske bidrag til den russiske regering ville være en overdragelse af vores fabrik, der straks kan drives videre på russiske hænder.”

”Derfor har vi indtil videre valgt at opretholde ejerskabet, mens vi bidrager til det kollektive pres imod Rusland ved at standse al eksport af emballage til Rusland fra vores europæiske fabrikker, alt teknologisalg samt alle igangværende og planlagte investeringer i landet,” siger Torben Rosenkrantz-Theil i en mail til Ritzau.

Også Rockwool, der fremstiller isoleringsprodukter, har valgt at fortsætte driften af sine fire fabrikker i Rusland.

”Hvis vi forlod vores forretning endegyldigt, så ville den russiske stat formentlig overtage den. Det indebærer alt såsom fabrikkerne, maskineriet, vores viden og vores dygtige medarbejdere,” siger Jens Birgersson, topchef i Rockwool, i en mail.

Han mener, at det ville være at give den russiske stat en milliardstor gave i form af en effektiv forretning med et stærkt brand, topmoderne teknologi og værdifuld viden.

”Vi kan ikke se, hvordan det hjælper med at slutte krigen hurtigere,” siger Jens Birgersson.

Mandag valgte Carlsberg som det seneste danske selskab at trække sig ud af det russiske marked. Det indebærer, at Carlsberg vil frasælge alle sine aktiviteter i Rusland.

Også den danske skoproducent Ecco har fortsat aktiviteter i Rusland.

Æggebakke-direktør: ”Gas- og elmarkedet er gået helt agurk”

Hartmann nedjusterer forventningerne for anden gang

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også