Forbedret klimaregnskab efter corona skal inspirere til nye tiltag i Aarhus

I løbet af 2020 har Aarhus oplevet et større fald i sin CO2-udledning, der primært kan tilskrives mindre udledning fra transportsektoren, lyder det fra kommunen.
Foto: Joachim Ladefoged/JPA
Foto: Joachim Ladefoged/JPA

En markant nedgang i udledning af drivhusgasser. Således beskriver Aarhus Kommune sit nyeste klimaregnskab for 2020, der dækker over ”byrummets samlede aftryk på klimaet”, og som nu skal danne grobund for en række CO2-besparende tiltag.

Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse, hvori den særligt fremhæver et fald i udledningen fra transportsektoren som følge af coronanedlukningen.

Nærmere betegnet er sektorens udledning faldet med 255.000 ton CO2 svarende til 46 pct. sammenlignet med året forinden grundet mindre vej- og flytrafik, lyder det. Det har ikke været muligt for CleantechWatch at se se nærmere på klimaregnskabet, som først bliver gennemgået af byrådet 27. april.

Selv om forventningen er, at kommunens udledning atter vil tage et nøk opad grundet mere aktivitet i samfundet, kan erfaringer fra 2020-regnskabet alligevel bruges som inspiration til en bedre klimakurs, lyder det fra borgmester Jacob Bundsgaard (S).

”Naturligvis skal vi ikke lukke samfundet ned, men vi skal bruge erfaringer fra nedlukningerne til at effektivisere arbejdsgange og anlægge nye vaner, som både kan give livskvalitet og mindske vores klimaaftryk som individer,” siger han i meddelelsen.

Det kan eksempelvis være at anspore til mere hjemmearbejde. Pendlere i Aarhus har nemlig et potentiale for at spare 4,2 ton CO2 om året, lyder det fra kommunens klimachef Henrik D. H. Müller i et tankeeksperiment. Det forudsætter, at 25 pct. af pendlere med 20 kilometer til deres arbejdspladser vælger at arbejde hjemme to dage om ugen, lyder det.

Det bakkes op af Steen Stavnsbo, rådmand for Teknik og Miljø i Aahurs:

”Vi har i forvejen et erhvervsliv i Aarhus, der er i front med den grønne omstilling – et af de næste skridt er, at man tænker grøn omstilling ind som en naturlig del af virksomhedernes og medarbejdernes adfærd.”

Stilstand på ambitiøse klimamål: Arlas ejere har ikke reduceret CO2-aftryk

Trods ambitiøse grønne mål: Mærsk øgede sin CO2-udledning i 2021

Lægeforening ønsker national klimastrategi i sundhedssektoren

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også