Skatterådet løfter sats for kørselsfradrag og befordringsgodtgørelse

Borgere med ret til kørselsfradrag får op til 2,16 øre per kørt kilometer - en stigning på 18 øre. Fradraget gælder med tilbagevirkende kraft i 2022. Også satser for befordringsgodtgørelse hæves.
Borgere med ret til befordringsfradrag får højere satser i hele 2022. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
Borgere med ret til befordringsfradrag får højere satser i hele 2022. | Foto: Finn Frandsen/Ritzau Scanpix
AF RITZAU

Skatterådet har tirsdag besluttet at hæve satserne for både kørselsfradrag og befordringsgodtgørelse på grund af de stigende brændstofpriser.

Har man samlet mellem 25 og 120 kilometer til og fra arbejde, får man et fradrag på 2,16 kroner per kørt kilometer. Det er en stigning på 18 øre.

Det meddeler rådet, som har holdt møde tirsdag formiddag, i en pressemeddelelse.

Stigningen i kørselsfradraget sker med tilbagevirkende kraft, så det gælder hele 2022.

Også satsen for befordringsgodtgørelse hæves, så virksomheder kan godtgøre udgifter til erhvervsmæssig kørsel for 3,70 kroner per kilometer. Det er en stigning på 19 øre.

Denne godtgørelse gælder dog - modsat ændringen i kørselsfradraget - ikke med tilbagevirkende kraft.

Det er kun tredje gang på 30 år, at satserne justeres ekstraordinært i løbet af året. Det fremgår af Skatterådets pressemeddelelse.

Normalt fastsættes satserne i november på baggrund af skøn over det kommende års priser på brændstof.

Men de seneste måneder er priserne på både benzin og diesel røget markant i vejret.

En af årsagerne er Ruslands invasion af Ukraine.

Aktuelt ligger priserne på diesel og benzin mellem cirka 14,50 kroner og 17 kroner. Det er godt 3-5 kroner dyrere end umiddelbart efter nytår.

Det reagerer Skatterådet på, efter at rådet tidligere i år valgte at udskyde en beslutning, da priserne på brændstof begyndte at stige.

Skatterådet har 19 medlemmer. Rådet har kompetence til at fastsætte satser på eksempelvis befordringsfradraget.

Statsminister Mette Frederiksen (S) sagde i et interview mandag, at hun ville have højere satser.

Hos Venstre noterer man beslutningen om at hæve satserne med tilfredshed - selv om de ifølge partiet kunne være hævet yderligere.

”Selvfølgelig så vi gerne, at det var mere. Men det var, hvad man kunne rumme,” siger skatteordfører Louise Schack Elholm (V).

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også