Otte anholdt for markedsmanipulation i energihandelsselskab i Aarhus

Politiet mener, at et dansk energihandelsselskab har skaffet sig ulovlig profit for et trecifret millionbeløb. De anholdte direktører og ansatte ventes fremstillet i grundlovsforhør i Aarhus torsdag.
Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
AF RITZAU og Watch Medier

Otte ansatte i et dansk energihandelsselskab er blevet anholdt og sigtet for markedsmanipulation.

Det oplyser National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.

Det er politiets formodning, at selskabet har skaffet sig ulovlig profit for et trecifret millionbeløb.

”På baggrund af en efterforskning har vi i dag kunnet anholde otte personer, der er ansat i et dansk energihandelsselskab, der handler med el på den nordiske børs,” siger Sasha Nielsen, som er vicepolitiinspektør hos NSK, i pressemeddelelsen.

NSK har onsdag haft en politiaktion i gang på flere adresser i Aarhus og omegn samt i Nordsjælland.

Der er både tale om personer i selskabets direktion og ansatte, oplyser NSK.

Anholdelserne er sket i samarbejde mellem NSK og Statsadvokaten for Særlig Kriminalitet (SSK). SSK er en erstatning for den enhed, som tidligere er kendt som bagmandspolitiet.

NSK oplyser, at det var en anmeldelse fra Forsyningstilsynet, som satte gang i efterforskningen af selskabet. Dem har NSK samarbejdet med under efterforskningen.

”Vi har en stærk formodning om, at de ansatte har skaffet sig ulovlig profit ved markedsmanipulation for et trecifret millionbeløb, og har med dagens anholdelser bremset dem i deres formodede ulovlige foretagende,” siger Sasha Nielsen i pressemeddelelsen.

Det er forventningen, at de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør torsdag formiddag ved Retten i Aarhus.

Anklagemyndigheden vil anmode om, at dørene bliver lukket ved grundlovsforhøret. Derfor ønsker NSK ikke at oplyse yderligere om sagen for nuværende.

NSK afviser i pressemeddelelsen også at kommentere, hvilket energihandelsselskab sagen drejer sig om.

NSK er en landsdækkende specialenhed i politiet, som blandt andet beskæftiger sig med alvorlig økonomisk kriminalitet.

Carsten Smidt, som er direktør i Forsyningstilsynet, bekræfter over for Ritzau, at det er tilsynet, som har anmeldt sagen. Men han har ikke yderligere kommentarer.

Efter meddelelsen om anholdelserne har Jyllands-Posten erhvervsmedie Finans været i kontakt med en lang række energihandelsselskaber, der afviser, at sagen har noget med dem at gøre. Avisens udsendte journalist mødte dog sent onsdag eftermiddag en repræsentant for politiet ved indgangen til et energihandelselskab i Aarhus. Selskabet ønskede ikke at kommentere situationen.

Medie: Politiet til stede ved energiselskab i Aarhus

Konsulent: Nervøst energimarked har gjort manipulation lettere

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Jakob Dahlgaard Fink er blevet ansat som TV 2's nye finansdirektør. | Foto: NKT.

TV 2 finder ny finansdirektør

For abonnenter

Læs også