Visma henter ny dansk softwaredirektør internt

Mads Rebsdorfs afløser er fundet. Det bliver den tidligere produktdirektør, der overtager posten som øverste chef for Vismas danske Software og E-conomic-forretning.
"Jeg havde ikke forventet, at det her skulle ske lige nu, og det var heller ikke noget, jeg havde drømt om, da jeg startede i Visma e-conomic. Men det er noget af det fede i Visma: Ting går super stærkt," siger Lars Engbork. | Foto: PRESSE
"Jeg havde ikke forventet, at det her skulle ske lige nu, og det var heller ikke noget, jeg havde drømt om, da jeg startede i Visma e-conomic. Men det er noget af det fede i Visma: Ting går super stærkt," siger Lars Engbork. | Foto: PRESSE

Visma har nu fundet den nye danske direktør for selskabets Software og E-conomic-forretning. Valget er faldet på en intern profil: 38-årige Lars Engbork, som i dag er produktdirektør.

Han afløser Mads Rebsdorf, som i starten af oktober fortalte, at han efter ti år i Visma skifter til det norske softwareselskab Kahoot.

Lars Engbork kommer ikke med en lang erfaring fra Visma – han tiltrådte som produktdirektør i sommeren 2019, men til trods for sine blot 38 år har han allerede haft adskillige lederstillinger. Først i Simcorp, hvor han tilbragte de første 12 år af sin karriere og senere i Oracle.

"Jeg kommer med tech-viden, produktviden, kommerciel viden og også med en stærk lederbaggrund. Med det, tror jeg, at jeg vil kunne komme med en anderledes vinkel på, hvordan vi skal bringe E-conomic videre," siger han til ITWatch.

Selv var han overrasket over Mads Rebsdorfs exit, men finder det "ganske naturligt", at han skulle tage over.

"Jeg havde ikke forventet, at det her skulle ske lige nu, og det var heller ikke noget, jeg havde drømt om, da jeg startede i Visma E-conomic. Men det er noget af det fede i Visma: Ting går super stærkt," siger han.

Fra bestyrelsesformand Ari-Pekka lyder det, at valget af at forfremme Lars Engbork til ny direktør var "overraskende let".

"Med tommelfingre op hele vejen rundt både internt og eksternt og med stærk støtte fra Mads behøvede jeg ikke at flippe en mønt for at finde ud af, hvem der er den bedste person til stillingen. Med dyb indsigt i teknologier, produkter og trends kan Lars Engbork bidrage til at styrke vores position yderligere på det danske marked," udtaler han i en skriftlig kommentar til ITWatch.

Ingen "brændende platform"

Lars Engborks nye rolle er at stå i spidsen for Vismas ambitioner om at være en af de ledende kræfter bag en digital transformation af hele det danske samfund.

"Jeg har været med til at definere vores fremtidige rejse, så jeg kommer med en rigtig god ballast ift. at forstå vores produkt, vores team og kultur og vores ambitioner," siger han.

Den opgave kræver ikke store forandringer nu og her – det er ingen "brændende platform", han træder ind på, som Lars Engbork selv udtrykker det.

"Det handler ikke om, at tingene skal gøres bedre eller anderledes, men hvordan vi får styr på den her rejse, vi skal ud på, som kommer vores kunder og ansatte til gode. Det er en kompleks og udfordrende opgave. Og det er noget af det, der gør, at jeg synes den her nye rolle er spændende."

Hvad er det ved det, der er komplekst og udfordrende?

"Det er at drive digitaliseringen i det danske samfund. Da vi introducerede vores elektroniske fakturering, tænkte vi: Det er da noget, alle gerne vil have. Men der fandt vi ud af, at der er mange, der stadig foretrækker at få det i en pdf. Så at drive den transformation er virkelig spændende, og det er noget, vi kommer til at bruge meget tid på."

Kulturen i fokus

Lars Engbork har første dag i sin nye stilling allerede på mandag, og det vigtigste nu og her er en god overgang fra den ene topchef til den anden. For at sikre det fortsætter Mads Rebsdorf i en "advisor-rolle" for Engbork.

"Mads har været en super fed inspiration for mig og har også været med til at sætte ambitionsniveauet højt, og det er noget af det, jeg vil tage med mig. Men også det at drive en meget flad struktur og sikre, at alle har noget at skulle have sagt."

Og særligt den gode kultur på arbejdspladsen, er noget af det, Lars Engbork vender tilbage til. Han taler ikke så meget om måltal og produkt, men mere om kultur og ledelse.

"Jeg har været så heldig, at jeg igennem min karriere har haft nogle fantastiske ledere, som troede på mig, og det er noget af det, jeg gør en stor dyd ud af: At bygge interne ledere op til at gå ind i større roller. Vigtigheden af at forstå, at det ikke bare handler om at levere et produkt, men det handler om at bygge en fantastisk organisation og kultur," siger han.

Ledelsesambitioner fra starten

Selv har han lige fra sin start hos Simcorp for knap 15 år siden vidst, at han gerne ville være leder – det gjorde han allerede dengang klart i ansættelsessamtalen.

"Dengang jeg startede ud som udvikler, vidste jeg godt, at jeg nok ikke blev verdens bedste udvikler, men jeg var rigtig god til at formidle information fra det tekniske synspunkt til, hvordan det kunne give forretningsmæssige værdi," siger han.

Siden da har han haft en stribe lederstillinger i it-branchen. Han kommer med en teknisk forståelse fra en professionsbachelor i it og økonomi. Siden har han bygget en MBA i ledelse fra Henley Business School ovenpå. Han mangler dog stadig at skrive hovedopgaven–- arbejdslivet kom i vejen. Han har stadig planer om at få den færdiggjort, men konstaterer:

"Den får jeg nok ikke lige tid til at færdiggøre her det næste halve år."

Vismas danske softwareboss går til international storspiller

Visma i strategisk nybrud: Sammenlægger vigtige funktioner i to datterselskaber 

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også