Lego finder ny kommerciel direktør hos Bose

Lego skifter ud i topledelsen. Ind kommer en ny kommerciel direktør hentet fra elektronikselskabet Bose, og ud går en dansk direktør og cheferne for de amerikanske og asiatiske markeder.
Collet Burke kommer til Lego efter 25 år hos Bose, der primært er kendt for højttalere. | Foto: Lego/PR
Collet Burke kommer til Lego efter 25 år hos Bose, der primært er kendt for højttalere. | Foto: Lego/PR

Lego har ansat Colette Burke, der har 25 års erfaring fra den amerikanske højttalerproducent Bose, til at være ansvarlig for den kommercielle strategi, og hun bliver en del af den øverste ledelse fra 1. januar 2021, fremgår det af en meddelelse fra Lego.

Ifølge Finans forlader danske Claus Flyger Pejstrup samtidig topledelsen, og det samme gør Skip Kodak og Eric Maugein, der har ansvar for markederne henholdsvis USA og Asien/Stillehavsområdet.

Cheferne for de regionale områder og for detailledet vil i fremtiden referere til Colette Burke.

Hun bliver ansvarlig for både ehandelsstrategi, partnerskaber med detailhandlen, udvikling af Legos egne butikker og ekspansion i nye markeder, forklarer Lego.

"I takt med at detaillandskabet fortsat udvikler sig lynhurtigt, er det kritisk at have en sammenhængende strategi for omni-salgskanalerne til at drive den langsigtede vækst og skabe de bedst mulige brand-oplevelser for shopperne online og i butikkerne," udtaler Legos topchef, Niels B. Christiansen, i meddelelsen.

Colette Burke har stået for det globale salg i Bose Corporation og er uddannet i Dublin og Köln, ligesom hun har en finansiel uddannelse fra Harvard i USA.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også