
Den danske instruktør Susanne Bier har for nylig haft succes med HBO-serien "The Undoing", hvor hun kommanderede rundt med stjerner som Nicole Kidman og Hugh Grant, og nu har hun landet et nyt job som instruktør på en stor Hollywood-serie, skriver magasinet Variety.
Hun skal således instruere serien "The First Lady", som skal portrættere tidligere amerikanske præsidentfruer. Tv-selskabet Showtime står bag produktionen af serien.
"Susanne er en visionær instruktør, som styrer produktionen med voldsom ærlighed og en enestående visuel styrke," siger Amy Israel, vicedirektør i Showtime.
I Danmark vil det formentlig være muligt at se "The First Lady" på streamingtjenesten Paramount+, som ViacomCBS lancerer i norden i slutningen af marts. Tjenesten vil i hvert fald byde på indhold fra Showtime, som altså står bag Susanne Biers kommende serie.