
Lars Larsen Groups mangeårige bestyrelsesmedlem Hans Henrik Kjølby er trådt ud af bestyrelsen.
Det bekræfter Rune Jungberg Pedersen, kommunikationsdirektør i Jysk-familiens selskab, over for KapitalWatch.
"Fratrædelsen sker som et planmæssigt led i det generationsskifte, der er i gang i Lars Larsen Group," forklarer kommunikationsdirektøren.
I samme ombæring bliver selskabets bestyrelse skåret ned fra fire til tre medlemmer. Bestyrelsens øvrige medlemmer fortsætter på deres poster, som foruden Jysk-arvingerne Jacob og Mette Brunsborg også tæller Jesper Aabenhus Rasmussen.
Jacob Brunsborg overtog formandsposten i bestyrelsen efter sin far, Lars Larsen, i 2019.
En erfaren person
Med Hans Henrik Kjølbys fratrædelse siger Jysk-familiens selskab farvel en af sine mest erfarne kræfter.
Hans Henrik Kjølby, med tilnavnet 'Lars Larsens regnedreng' har været tilknyttet Jysk-koncernen siden 1987 og blev allerede i 1991 en del af bestyrelsen i det daværende Jysk Sengetøjslager.
Han har således været både finans- og økonomidirektør i koncernen, inden han i 2002 blev udnævnt til adm. direktør i holdingselskabet Jysk Holding, som foruden Jysk ejer en række andre virksomheder.
Hans Henrik Kjølby overlod med udgangen af januar sidste år direktørstolen i Jysk Holding til Jesper Lund. Selskabet skiftede samtidig navn til Lars Larsen Group.
Dengang lød det i en pressemeddelelse fra selskabet, at Hans Henrik Kjølby ville fortsætte i bestyrelsen i flere af Lars Larsen Groups selskaber.
Men det lakker også mod enden.
Ifølge erhvervsopslagsværket Biq forlod han senest bestyrelsen i Silkeborg-virksomheden Backtee, der sælger golftøj og -udstyr. Det gjorde han i november sidste år i forbindelse med Lars Larsen Groups salg af virksomheden til Backtees direktør.
Jysk-familien har kig på familieejede virksomheder
Jysk-familien varmer op til nye investeringer efter rekordoverskud