
Den tidligere DR-journalist Flemming Platz har landet jobbet som pressechef hos Statens Serum Institut, hvor han starter inden længe. Det skriver han selv på Linkedin.
"Jeg glæder mig som et lille barn, til at blive en del af et forskningsinstitut, der eksisterer for at skabe større sundhed og mindre sygdom blandt os alle," lyder det.
Flemming Platz har drevet egen kommunikationsvirksomhed i de seneste tre år, men har erfaring med rollen som pressechef fra sin tid i Københavns Kommune, hvor han var i næsten fem år fra 2012 til 2017.
Han har tidligere brugt flere år hos DR, hvor han bl.a. har været redaktør på programmerne "21 Søndag" og "Kontant".