
Det danske robotselskab Shape Robotics, der specialiserer sig i edtech-robotter, henter ny mand i rollen som "Global Education Director" i form af britiske Rob Widger.
Det skriver selskabet i en meddelelse.
Han kommer til at stå i spidsen for selskabets undervisningsmateriale, som han altså skal "videreudvikle" og "bringe op på et nyt niveau", oplyser Shape Robotics.
Rob Widger har flere års erfaring inden for undervisningsområdet og har tidligere arbejdet for Lego Education, blandt andet som "Global Master Trainer". Han kommer senest fra en stilling hos Al Ain Education i Dubai med ansvar for Training og Development.
Steen Lund, CCO i Shape Robotics, ser frem til det nye samarbejde.
"Jeg er meget begejstret over at have fået Rob Widger med i teamet. Hans massive erfaring indenfor undervisningsverdenen gør, at han er den helt rigtige person til at videreudvikle vores undervisningsmateriale og understøtte teknologiforståelse blandt lærere," siger han i meddelelsen.
Shape Robotics har kontorer i Odense og Farum, og ifølge cvr-registret beskæftigede selskabet 25 medarbejdere i december 2020.