
Tommi Kainu, der er forretningsdirektør i Bavarian Nordic samt executive vice president, fratræder sin stilling ved udgangen af november 2021.
Det meddeler Bavarian Nordic fredag.
"Tommi kom til Bavarian Nordic for at opbygge partnerskaber inden for medicinalindustrien samt bane vejen for den kommercielle transformation af selskabet. Med det succesfulde opkøb af Encepur og Rabipur og etableringen af en kommerciel organisation er disse hovedformål nu opfyldt," udtaler Paul Chaplin, administrerende direktør i Bavarian Nordic, i meddelelsen.
"Tommi har derfor valgt at søge nye udfordringer uden for Bavarian Nordic. Vi ønsker ham det bedste i hans fremtidige virke," tilføjer topchefen.