Ny topchef i Finansiel Stabilitet: "Jeg var meget let at prikke til"

En blanding af arbejdsindhold og muligheden for at blive topchef gjorde Nationalbankens Karsten Biltoft "meget let at prikke til", da Finansiel Stabilitet henvendte sig.
Karsten Biltoft er fra 1. december ny adm. direktør i Finansiel Stabilitet. | Foto: PR / Nationalbanken
Karsten Biltoft er fra 1. december ny adm. direktør i Finansiel Stabilitet. | Foto: PR / Nationalbanken

Efter 33 år i Nationalbanken skifter Karsten Biltoft til december jobbet som vicedirektør ud med stillingen som adm. direktør i det statslige bankoprydningsselskab Finansiel Stabilitet.

Karsten Biltoft er i Nationalbanken chef for netop afdelingen for Finansiel Stabilitet, og det er det arbejde, som har tiltrukket ham ved muligheden for at afløse Henrik Bjerre-Nielsen, som går på pension.

"Det, jeg har lavet, har drejet sig meget om finansiel stabilitet - også i Nationalbanken. Hvis man ser tilbage, lærte vi i finanskrisen, hvor vigtigt det er at kunne krisehåndtere en bank, og det er i virkeligheden en grundpille i meget af den regulering, der kom efter finanskrisen," siger han til FinansWatch.

Har det også haft indflydelse, at du har fået mulighed for at blive adm. direktør?

"Ja, det har det selvfølgelig. Det er ikke, fordi jeg ikke har været chef, men her har jeg så fået en anden mulighed," siger han.

Minder om en brandstation

Adspurgt, om han selv har søgt jobbet, eller om Finansiel Stabilitet henvendte sig til ham, siger han, at det var "en kombination af begge dele".

"Jeg var meget let at prikke til, i hvert fald," konstaterer han.

Karsten Biltoft overtager chefposten i Finansiel Stabilitet 1. december, og inden da er han ikke meget for at komme med en programerklæring.

"Opgaverne er veldefinerede, og Finansiel Stabilitet er en velsmurt maskine," lyder det.

Dog vil han gerne fortælle, at han ser Finansiel Stabilitet som en institution, der "minder om en brandstation".

"Der er heldigvis ikke brand hver dag, og det er heller ikke hver dag, at der er en bank, der går ned," siger han.

Vemodigt farvel til en fantastisk tid

Det betyder også, at man skal sørge for at have planer på plads til den dag, der rent faktisk sker noget.

"Det gælder også i Finansiel Stabilitet, at det gælder om at planlægge alt det, man kan på forhånd, men den dag, man får brug for planerne, er det så ikke sikkert, at den kan bruges," konstaterer han.

De kommende måneder skal bruges i Nationalbanken, der nu skal i gang med at finde en afløser for ham, men efter 33 år forventer han ikke et upåvirket farvel til sin arbejdsplads.

"Det er klart, at det er lidt vemodigt at sige farvel efter 33 år, men jeg ser også tilbage på en fantastisk tid, hvor jeg har fået lov til at arbejde med spændende opgaver og gode kolleger," siger Karsten Biltoft.

Finansiel Stabilitets direktør går på pension

Finansiel Stabilitet klar med ny topchef

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også