Tidligere direktør for Gads Forlag bliver forlagschef i Aarhus Universitetsforlag

Aarhus Universitetsforlag henter flere kræfter til ledelsen i form af en tidligere chef for Gads Forlag. Han skal være med til at opbygge internationale bogserier.
Ulrik HVilshøj var fra 2008 til 2018 adm. direktør for Gads Forlag og er tidligere formand for brancheforeningen Danske Forlag. | Foto: PR/Aarhus Universitetsforlag
Ulrik HVilshøj var fra 2008 til 2018 adm. direktør for Gads Forlag og er tidligere formand for brancheforeningen Danske Forlag. | Foto: PR/Aarhus Universitetsforlag

Efter at have været tilknyttet som chefkonsulent bliver Ulrik Hvilshøj, tidligere direktør på Gads Forlag, nu en del af den øverste ledelse på Aarhus Universitetsforlag, når han 1. juni tiltræder som forlagschef i en nyoprettet stilling.

Det oplyser forlaget i en pressemeddelelse.

"Det er en stor kapacitet, vi nu trækker ind på forlaget. Og med den udvikling, virksomheden er inde i, er der brug for nye kompetencer på flere pladser," udtaler adm. direktør Carsten Fenger-Grøndahl og uddyber, at forlaget igennem de senere år har skiftet ham.

"Vi er på to år gået fra at være et bogforlag til at være et mediehus – med en særlig profil inden for vidensformidling," siger han med henvisning til, at forlaget i dag ud over bøger også producerer podcast gennem radioproduktionsselskabet Videnslyd, der bl.a. står bag et dagligt videnskabsmagasin til Radio4.

For nylig har foralget også fået etableringsstøtte fra Innovationspuljen til at søsætte et nyt digitalt nyhedsmedie, Vid & Sans, der henvender sig til private og bliver baseret på abonnement og vil stemple ind i nyhedsdækningen fra et forskningsbaseret udgangspunkt.

2020 blev underskudsår

De nye knopskydninger inden for lyd og nyhedsformidling er en del af baggrunden for oprustningen i ledelseslaget, hvor direktør Carsten Fenger-Grøndahl har fået mere at se til. Med rekrutteringen af Ulrik Hvilshøj vil forlaget samtidig og især udvide fokus på at skabe flere internationale bogserier, fremgår det.

Det bliver en hovedopgave for den nye forlagschef at opbygge efter et år, hvor coronakrisen ramte "hårdt" ifølge meddelelsen. Aarhus Universitetforlag har endnu ikke aflagt årsregnskab, men kommer ud med underskud, oplyser Carsten Fenger-Grøndahl, der forventer overskud i 2021.

"Vi har lagt de røde tal bag os. Nu lysner det på begge sider af Atlanten. Der er en enorm virketrang og vilje til samarbejde, og aktuelt har vi sammen med amerikanske forlag 20 titler skrevet af danske forskere på vej ud på det globale marked," slutter Carsten Fenger-Grøndahl

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu

Læs også